Anmeldelse: ArticSilver Zense 9′ #6 fluestang – Meget mere end bare et sjovt håndtag!

Arctic Silvers stænger revolutionerede markedet, med deres unikke design, samt deres freeflex koncept. Et radikalt design på håndtagene, som designmæssigt er milevidt fra de klassiske kork håndtag som vi kender, og dermed et af diskussionsemnerne for mange.

For kan det lade sig gøre at bryde traditionen, og gøre det med succes og godt craftmanship?

Stangen som helhed?

Out of box, med stangen stadig i stangposen, og en fornemmelse af vægten, som her føltes noget tungere end de Orvis Helios stænger som jeg normalt render og fisker med. Ville den føles tung og klodset, når den blev samlet og brugt i praksis? Jeg var allerede her skeptisk, som jeg var da jeg hørte om, og så, disse stænger første gang. Men samles, det skulle den, og fiskes med skulle den jo også. Så imens jeg samlede stangen, smed mit Waterworks Force hjul på, og blev mere og mere imponeret af vægtfordelingen, skævede jeg dog stadig lidt imod min Helios som lå i bagagerummet. Selve monteringen af øjer mv, har jeg ikke en finger at sætte på, beviklingerne ligger pænt og jævnt, og lakken ligger helt klart og rent, uden luftbobler eller udtværinger. Samtidig har de også på hver stangdel skrevet hvilken model det er, samt hvilket nummer stangdelen har i samlerækkefølgen, dette gør det let at finde rundt i sine stangdele, hvis man har flere af samme slags.

Efter samling af stangen, stod jeg og slog lidt ud i luften med den, følelsen af en tung og klodset stang var blæst væk, og jeg stod med en god følelse. Stangen føltes faktisk ultra let, og med en super god vægt fordeling, da vægten ligger i håndtaget.

Den praktiske test

Vi havde sammen med stængerne, fået tilsendt de dertilhørende ASI Compact WF liner i den flydende udgave. Jeg er kæmpe fan af deres almindelige WF liner, og har brugt denne på næsten alle mine stænger, mangler dog en slow intermediate, da jeg syntes deres almindelige intermediate ikke rigtig egner sig til varieret fiskeri, og benytter den derfor mest, når jeg skal have lidt fart over feltet på mine fluer, hvilket er på cirka 80% af mit fiskeri på yderkysterne. Jeg har en tendens til ofte at overline mine stænger, det vil sige, smide mere vægt på en AFTM skalaen mener og producenterne mange gange. Det vil sige, at på en normal #6 stang til kysten, benytter jeg 16 gram. Til Zense stængerne anbefaler Arctic Silver 14-15 gram, så derfor lander deres #6 liner på 14,5 gram, så må tiden jo vise om jeg kan enes med deres anbefalinger.

Stangen er angivet til en medium/fast stang, men alligevel skal ens kastetempo sænkes en del, dette er nok på grund af free flex konceptet og dermed den dybere aktion i stangen. Klingen i sig selv føltes også som en medium hurtig klinge i forhold til stivheden. Men grundet denne sænkning af hastigheden, gør det stangen enormt nem at kaste med, og den dybe medium hurtige aktion gør samtidig stangen rigtig tilgivende. De 14,5 gram som Arctic Silver anbefaler til stangen lader klingen rigtig fint, jeg ville dog foretrække den lidt længere klump på 14,5 gram da jeg personligt syntes at den var nemmere at lade stangen med. Kastemæssigt føles stangen ikke som det jeg betragter som en kystkanon, grundet dens lidt langsomme følelse i kastet, føles det ikke som en stang som man går og fyrer 35-40 meter line ud med. MEN, sat op med en af deres egne wf liner, kræves der ikke mange blindkast før end stangen kan lades optimalt og sende de 30 meter ud som linen er, dette er rigeligt til den danske kystfiskers behov, og smider derfor alligevel stangen ind som en slags kystkanon, dog uden den ultra hurtige aktion.

Samtidig har jeg, selvfølgelig, også valgt at prøve at overline deres stang, altså smide 16 gram på. Med det resultat at jeg får ladet stangen endnu dybere og jeg får en følelse af et nemmere kast, dette gør selvfølgelig også at hastigheden sænkes yderligere en smule, men jeg syntes også at dette fungerede rigtig godt for mig.

Om du vælger et skydehoved setup med 15,5-16 gram, eller går med en af deres wf liner på 14,5 gram, er op til dig selv. Jeg fornemmede ikke nogen synderlig forskel på kastelængden, dog vil jeg kalde det en smagssag om man foretrækker det ene eller det andet, da stangen bliver ladet så rigeligt med de kun 14,5 gram. Fordelen ved at vælge de 14,5 gram vil derfor helt klart være, at man får en endnu bedre følelse af lethed i kastet, og stangen vil på intet tidspunkt føles tung at gå med.

Der hvor stangen virkelig vinder nogle point, er under fighten. Zense stængerne er simpelthen super sjove at fighte fisk på! FreeFlex konceptet kommer her virkelig til sin ret syntes jeg, da stangen formår at krølle helt ned igennem håndtaget bogstavelig talt. Det er en stang som formår at give den perfekte blødhed under fight, til at absorbere alle fiskens bevægelser, samtidig har den også en tilpas stivhed som vil hjælpe til at ligge pres på fisken og dermed resultere i en kortere, men sjovere fight, for at lande fisken så hurtigt som muligt så chancen for en optimal genudsætning bibeholdes ved at sørge for at fisken stadig har masser af overskud tilbage.

Dommen over den nye dreng i klassen?

Skulle jeg have nogle ting at sætte en finger på i forhold til stangen, ville det være at selve finishen omkring håndtaget måske kunne gøres lidt bedre, nogle samlinger gaber lidt, samt har en ujævn samling. Dette er ikke noget man mærker under fiskeriet, men mere en ting som man visuelt ligger mærke til. Samtidig har jeg for vane at køre mit forfang ned omkring hjulet for herefter at fæstne fluen i et af stangøjerne når jeg bevæger mig rundt med linen på hjulet, her formåede min 0,21mm tip en dag at gnave en lille flænge i gummiet på håndtaget. Det er en skam at gummiet ikke er stærkt nok til at modstå dette, da man ikke har muligheden for at sætte sin flue i et øje lige over håndtaget. Samtidig syntes jeg at fjederen i deres hjulholder er en anelse for stram, dette bevirker at jeg skulle bruge ekstra tid og meget forsigtigt forsøge at afmontere mit Waterworks Force hjul, da det på grund af opbygningen, er lidt mere skrøbeligt over for hårde vrid og træk i det.

Nedenunder ses en video fra ArticSilver, der kort fortæller om konceptet, samt en rigtig god guide til hurtig afmontering af hjulet.

Men, alt i alt, så syntes jeg faktisk at man får rigtig meget stang for pengene. Du får klingemæssigt, en supersprød og flot monteret klinge, et meget anderledes design på håndtag og aktion, en super sjov og letkastet stang som alle kan kaste med. Men vigtigst af alt i min optik, du får en stang som performer til UG, når det kommer til kasteegenskaber og som nok er den sjoveste #6 stang som jeg har prøvet at fighte fisk på. Stangen henvender sig til alle, og har du pengene til den, ville du sikkert ikke fortryde et øjeblik med den i hånden. Er du en nybegynder eller en gammel hund i faget er lige meget, da alle kan fiske med den.

Med Zense fluestængerne har Articsilver skabt det mest banebrydende indenfor fluefiskeriet, der er set længe.

P.S. En ekstra sjov og fantastisk lille detalje her til de kolde måneder, håndtagets gummi formår på en eller anden måde at holde på varmen fra dine fingre, og kommer derfor aldrig til at føles koldt som nogle korkhåndtag indimellem kan gøre når de er våde

Tight Lines

//Christian Moesgaard

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *