Anmeldelse: Scott S4s 9′ #6

Mit første indlæg er en anmeldelse af min nye favorit kyststang Scott S4s 9′ #6

 

Købte i oktober 2015 en Scott S4s 9′ klasse 6 hos Kim i Salmonfly. Jeg har længe skelet til Scott, selvom jeg indtil nu har været meget glad for Sage. Førstehånds indtrykket levede virkelig op til forventningerne, og du er ikke i tvivl om, du har en high end stang i hænderne. Finishen er virkelig flot, og der er brugt de bedste løsdele som bl.a. Scotts egen titanium hjulholder og titaniums Recoil øger, som flexer med stangen. Stangen fremstår rå og minimalistisk i sit udtryk med usleben klinge, og det er noget, der fryder en gammel stangbygger som mig. Den føles meget let, men du er ikke i tvivl om dens styrke og hurtighed, og balancen er god.

Hvordan kaster den så og hvad med fightegenskaberne. Jeg synes den kaster forrygende, og selvfølgelig er den hurtig – rigtig hurtig. Men i forhold til min Sage TCX i samme klasse, flexer den længere ned i klingen og er ikke så hård ved håndledet. Jeg har brugt skydehoveder mellem 14-16 g, og det styrer den suverænt. Du kan virkelig presse den i blæsevejr, og det er som om, den aldrig løber tør for kræfter. Med mit Lamson Liquid str. 2 har jeg et virkeligt godt setup med god balance og meget lav vægt, som virkelig betyder noget på en lang dag på kysten. Jeg har fået fisk på op til 54 cm på den, og jeg synes, fightegenskaberne er rigtig gode, og mindre fisk kan også få stangen til at flexe. Kan ellers være svært med saltvandsstænger bygget til tropiske fisk, hvor bunddelen er meget stiv, men den opgave løser S4s fint.

Hvad med holdbarheden? Har haft den 3½ måneders tid nu, og der er intet at udsætte på øjer, lak, hjulholder mm. men korken har fået en del huller. Men det er gældende for mange mærker nu, da god kork er svær at finde nu om stunder. Hvis der skulle opstå yderligere problemer er der livsvarig total garanti på Scott stænger mod et administrations gebyr på 350,- kr.

Er rigtig glad for mit Scott S4s, og jeg vil klart anbefale den til kystflue på de danske flats. Troede egentlig jeg var en Sage mand, men må erkende at jeg nu er en Sage/Scott mand…

Skit fiske Keld Juul

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *