Karup Å Konkurrencen 2015 og nye rekorder!

Så blev det tid til årets første “rigtige” fiskekonkurrence.
Optakten er helt perfekt med ekstreme mængder havørreder på land hver dag. Alene i juli er der indregistreret mere end 750 havørreder på Karup å´s hjemmeside og det skulle da også vise sig at blive en helt fantastisk konkurrence.

Konkurrencen startede dog sløvt fra vores side, men vi mødte mange andre der havde held med fiskene, dog var den største efter første indvejning på 4,9 kg, så nogle havde da lidt held med det.

På andendagen skete der heller ikke meget fra vores side udover at jeg fik en enkelt havørred på Ca 32 cm.
Men 1. pladsen på 4,9 kg blev dog slået af en super flot havørred på 9,5 kg, hvilket også er ny rekord til konkurrencen.

Det var først på tredjedagen der skete noget for os. Vi havde lidt mistet troen på det, så vi stod først op kl 10. Vi kørte op til et nyt stykke for os helt oppe ved Karup by, efter en times fiskeri ved Hagebro Kro, fordi vi ville prøve at gå et sted, hvor der ikke gik så mange andre og allerede i 2. kast havde vi kontakt med en mindre havørred. Tiden var knap, så vi skyndte os at fiske stykket igennem og i et nedstrømskast med min sølv Mepps 4 spinner sagde det SMÆK!! og der var en kæmpe havørred på krogen.

Panikken bredte sig da der kun var omkring 45 minutter til indvejningen og fisken startede med at sætte sig fast i grøden, så min makker smed mobil og pung og hoppede ned for at befri den, hvilket heldigvis lykkedes fint og efter en fight der foregik med små eksplosive udløb kunne min makker håndlande drømme fisken for min side, men tiden var knap så vi sprintede bare op til bilen for at kunne nå indvejningen inden det lukkede og 5 minutter inden indvejningen sluttede trillede vi ind på festpladsen med det vildeste adrenalinkick, hvor jeg blev mødt med klapsalver og en masse folk der råbte tillykke og skulle høre hele historien. Fisken blev indvejet til 8,26 kg og 85 cm, men “desværre” var der blevet indvejet endnu en havørred der blot vejede 50 gram mere end min.

Til præmieoverrækkelsen hørte vi de endelige resultater og der var indvejet 95 havørreder hvilket smadrede den gamle rekord på 42. Så to konkurrencerekorder blev slået. Og faktisk var både 2. og 3. pladsen også over den gamle rekord på 7,44 kg.

 

Knæk og bræk

Troels

 

 

 

 

 

 

 

 

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.