Session ’17 – FlyFishers Rendezvous

Endnu en gang stod den på Session, og endnu en gang måtte vi da med!
Hvem kan sige nej til at fiske på Møn i en forlænget weekend, efter stærke brakvandsgedder og store blanke havørreder?

Vi startede bilen op Onsdag, i storm regn og rusk, skulle Møn da findes! Vi havde planlagt et par timers fiskeri på Fyn, men dette måtte hurtigt opgives, grundet lidt for megen storm, og meget grumset vand. Så tilbage til bilen, pitstop på Maccen og herefter fløj vi nærmest over broen på vej mod Møn.

Efter hurtig indcheckning og en hyggelig snak med Sascha fra Møns Klint Resort, fandt vi hurtigt vores hytte. Her stod aftenen på fluebinding og hygge med nogle øl, og ellers bare klargøre os på en tur på kysten dagen efter.

Kysten gav desværre ingenting, vi syntes ellers forholdende var med os, men mangel på vand (Vandstanden var tæt på 1 meter under det vi fiskede i sidste år) så blev det desværre ikke til andet end et par enkelte kontakter og ingen fisk i hånden.
Herefter stod aftenen på hygge på et lille hyggeligt spisested kaldet ”Pier To Heaven”, hvor Katrine fra Noorbohandlen og Ole fra Møns Klint Resort havde inviteret os ind til dejlig økologisk og lokal mad, lige hvad enhver lystfisker går ind for!
Bagefter stod den på hygge i baren i Pier To Heaven, hvor øl, drinks mv. Hurtigt fik ben at gå på.
Mon ikke nogle havde et lettere tungt hoved på kysten eller i Noret dagen efter?

Så skulle Noret stå sin tur, det var det som vi så frem til, de stærke strømlinede brakvandsgedder!
En fisk som bare giver fuld smæk på skillingen og giver en fantastisk fight.
Det første lange stykke blev fisket af uden der rigtig skete noget, jeg fiskede dybt, og Michael gik og affiskede det lave vand op af sivene. Vi skulle fiske meget vand af, inden Michael fik fat i en fin 65 centimeters gedde herinde, som gav en rigtig flot fight, og virkelig pressede hans #7 stang i bund et par gange!

Igen døde det lidt ud, og var slet ikke de gedder som vi oplevede sidste år, da skræmte vi flere på det lave vand og havde nærmest konstant kontakter eller tegn på liv. Dette var ikke tilfældet i år.
Michael fik et godt stykke tid efter endnu en, og jeg mistede en til sidst. Sidste år snakkede vi minimum 5-6 fisk på land på et kortere stræk, og hertil flere kontakter, dette bød på to fisk og 1 fast kontakt som smuttede. Havde stormen mon gjort dem helt rundtossede?

Tilbage i hytten blev der hygget med nogle øl igen(Turen i år stod meget i øllenes tegn!) og hen på aftenen gik vi op på pladsen, her havde drengene fra ”Fin Followers” bygget/åbnet deres egen lille bar op, hvor de langede øl og G&T’s over disken, så humøret blev hurtigt højt, og da gutterne fra ”Workers In Songs” indtog scenen og gav den gas på banjoen og hvad der ellers var med, steg humøret endnu mere!

Lørdag stod den på et kort og sent smut i Noret, hovedet var endnu tungere end dagen før, og tømmermænden slap aldrig rigtig deres tag i kroppen, så det var noget af en kamp at komme i gang! Men det lykkedes mig at få en enkelt gedde på de ca 60-65 også, som hurtigt kom ind og ud igen, og mere skete der så desværre ikke denne dag.

Igen stod den på lidt hygge og mad på pladsen, men folks hoveder var stadig tunge fra dagen inden, så tempoet var skruet lidt ned. Hen på aftenen stod den på filmvisning i et af fælleslokalerne hvor vi så nye ting fra blandt andet, Frederik Lorentzen, Fin Followers, Peter Andreas Christensen, Gordon Henriksen, Niels Vestergaard m.fl.
Herefter sluttede aftenen for os, og vi fandt vores køjer inden vi skulle vende næsen hjemad.

Så sluttede Session på Møn for i år, og vi pakkede bilen og kørte mod vores sædvanlige pitstop på Fyn for lige at give det et skud ligesom sidste år, det gav en god håndfuld fisk i hånden på lynhurtig indtagning med stangen under armen, findes en bedre afslutning på denne tur?

Til slut vil jeg gerne sende en stor tak til Gordon Henriksen og Frederik ”Laks” Lorentzen for at stable dette formidable arrangement sammen, Ole Eskling fra Møns Klint Resort for at ville være base for det hele og bare være en herlig person, samt Katrine Stargaard fra Noorbohandelen for at sætte sådan en prægtig menu sammen på Pier To Heaven, og et stort tak til alle deltagere for igen i år at skabe en tur fyldt med fede minder!

Tight Lines
// Christian Moesgaard

P.s. Måske der snart kommer lidt nyt om den fantastiske nyhed fra Waterworks/Lamson?

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *