Indlæg

ArticSilver Zense 9′ #5 – Den nye letvægtmester i samlingen?

Vi har tidligere skrevet om Zense stangen i #6 her på siden, som både Christian og jeg har været positivt overrasket over.  Nu er det dog tid til at prøve klassen under. Stangen er den “hurtige” i 5’er klassen.

Stangen er blevet specielt udvalgt til havørrederne i Mariager Fjord, samt tørfluefiskeret i åen. Det bliver spændende at se hvordan den klarer de to udvalgte discipliner.

Testen her vil blive opdateret løbende i takt med der bliver fisket mere og mere med den. Stangen er utroligt tilgivende selvom den er ret hurtig. Jeg glæder mig til at se hvordan stangen reagerer, når den har været min faste makker i længere tid.

Stangen er først og fremmest blevet brugt til havørredfiskeriet i Mariager Fjord. Jeg har udsat stangen for mange forskellige forhold. Den har været ude i totalt vindstille vejr, hvor præcision har været vigtigste parameter. Zense stangen har også måtte stå distancen i hårde vindstød.

Herunder med lidt slinger i valsen ved en drillende sidevind..

Jeg har kun en ting at sige efter de forskellige prøvelser: WOW!

Jeg vil ikke skrive om stangen, som værende kastekanon og kast på 40 meter.. Jeg vil derimod rose stangen for at hjælpe mig med at fiske effektivt og ubesværet ligge kast ud på den anden side af tangbæltet HVER gang 🙂 Meget imponerende for en klasse 5.
Det er for mig meget vigtigere end 5 meter ekstra kastelængde og ingen feeling eller sjov i stangen. Det er vel derfor vi fisker? For at have en sjov fight og at kunne fiske effektivt?

 

Kasteegenskaber

 

Setup til stangen har været ASI (ArticSilver) Compact WF line i #5 til at starte med. Linen passer rigtigt godt til stangen, hvis der er tale om trange kår i bagkastet. Linen i compact er også super til dagene med kraftigere vind. Jeg har dog fundet den bedste line til stangen i ASI #5 (normal længde) og ASI Compact #6. Der er god smæk for skillingen og der behøves ikke mange kræfter. Jeg oplever faktisk ikke at mangle kræfter fra #6 stangen i mit normale fiskeri. Der har været en børsteorms flue monteret for enden af forfanget uden de store problemer. Indrømmet at det nok havde været nemmere med en klasse 6 fluestang.

Vægten på stangen er fint fordelt og det meste af vægten ligger klart i bunddelen. Det er med til at lave en stang, der i min optik er meget let i toppen og ekstremt behagelig at fiske med. Det vil jeg komme mere ind på i næste afsnit af anmeldelsen.

 

Herunder bliver der forsøgt lidt længde på kastet med så smal linebue, som muligt 🙂

 

Fisk og feeling

 

Som nævnt ovenover er stangen dejligt let i topdelen. Det giver en dejlig fiskbarhed i stangen, da den ikke vipper fremad ved aktivt fiskeri. Det er dog ikke kun ArticSilver, der kan lave en stang der er let i toppen, så jeg vil let gå videre.

Jeg har valgt at sætte mit Hardy Ultralite fluehjul på, som egentligt passer fint på stangen. Jeg har dog også prøvet med lettere hjul med stor succes…

Med hjulet føler jeg en rigtig god balance i sættet. Jeg har i hvert fald kunnet fiske en hel dag igennem uden at opleve gener.

Der hvor stangen virkeligt sparker røv er, når der kommer fisk på! Den første fisk jeg fik på stangen var en undermåler på omkring 30 cm. Jeg siger ikke at stangen flexede helt i bunden, men fighten var helt anderledes end hvad jeg havde oplevet før. Jeg oplever en meget harmonisk aktion på stangen under fight. Man kan tydeligt mærke forskellen under fight. Det er en sjov kombi.. God kraft i bunddelen men alligevel meget levende hele vejen ned i klingen.

Ved større fisk kan man hurtigt se forskel på de konventionelle håndtag og på ArticSilvers håndtag. Stangen bukker helt ned i håndtaget ved fight.. Og på en ASI stang er det virkeligt HELT ned 🙂

 

Den endelige dom – Verdict time

 

Jeg vil til slut sige.. Jeg er helt vild med de lidt “skæve” mærker og jeg elsker nytænkning. Det har nok gjort det nemt for mig at elske stangen. Den har jo et noget anderledes udseende, end hvad der ellers er på markedet. Jeg har fået sjove kommentarer med på vejen, når jeg har været ved fiskevandet.. De fleste kigger dog anderledes på stangen, efter de har kastet nogle gange med den.

Det er også det min klare anbefaling går på… Tag ned til din grejforhandler og prøv stangen!

Jeg er klart mest tilhænger af 9′ #5 og den kommer til at være min tro følgesvend på mange fisketure endnu.

Jeg giver stangen top karakter og vender tilbage senere på året med en opdatering af artiklen.

 

Knæk og bræk

Heinrik

Anmeldelse: ArticSilver Zense 9′ #6 fluestang – Meget mere end bare et sjovt håndtag!

Arctic Silvers stænger revolutionerede markedet, med deres unikke design, samt deres freeflex koncept. Et radikalt design på håndtagene, som designmæssigt er milevidt fra de klassiske kork håndtag som vi kender, og dermed et af diskussionsemnerne for mange.

For kan det lade sig gøre at bryde traditionen, og gøre det med succes og godt craftmanship?

Stangen som helhed?

Out of box, med stangen stadig i stangposen, og en fornemmelse af vægten, som her føltes noget tungere end de Orvis Helios stænger som jeg normalt render og fisker med. Ville den føles tung og klodset, når den blev samlet og brugt i praksis? Jeg var allerede her skeptisk, som jeg var da jeg hørte om, og så, disse stænger første gang. Men samles, det skulle den, og fiskes med skulle den jo også. Så imens jeg samlede stangen, smed mit Waterworks Force hjul på, og blev mere og mere imponeret af vægtfordelingen, skævede jeg dog stadig lidt imod min Helios som lå i bagagerummet. Selve monteringen af øjer mv, har jeg ikke en finger at sætte på, beviklingerne ligger pænt og jævnt, og lakken ligger helt klart og rent, uden luftbobler eller udtværinger. Samtidig har de også på hver stangdel skrevet hvilken model det er, samt hvilket nummer stangdelen har i samlerækkefølgen, dette gør det let at finde rundt i sine stangdele, hvis man har flere af samme slags.

Efter samling af stangen, stod jeg og slog lidt ud i luften med den, følelsen af en tung og klodset stang var blæst væk, og jeg stod med en god følelse. Stangen føltes faktisk ultra let, og med en super god vægt fordeling, da vægten ligger i håndtaget.

Den praktiske test

Vi havde sammen med stængerne, fået tilsendt de dertilhørende ASI Compact WF liner i den flydende udgave. Jeg er kæmpe fan af deres almindelige WF liner, og har brugt denne på næsten alle mine stænger, mangler dog en slow intermediate, da jeg syntes deres almindelige intermediate ikke rigtig egner sig til varieret fiskeri, og benytter den derfor mest, når jeg skal have lidt fart over feltet på mine fluer, hvilket er på cirka 80% af mit fiskeri på yderkysterne. Jeg har en tendens til ofte at overline mine stænger, det vil sige, smide mere vægt på en AFTM skalaen mener og producenterne mange gange. Det vil sige, at på en normal #6 stang til kysten, benytter jeg 16 gram. Til Zense stængerne anbefaler Arctic Silver 14-15 gram, så derfor lander deres #6 liner på 14,5 gram, så må tiden jo vise om jeg kan enes med deres anbefalinger.

Stangen er angivet til en medium/fast stang, men alligevel skal ens kastetempo sænkes en del, dette er nok på grund af free flex konceptet og dermed den dybere aktion i stangen. Klingen i sig selv føltes også som en medium hurtig klinge i forhold til stivheden. Men grundet denne sænkning af hastigheden, gør det stangen enormt nem at kaste med, og den dybe medium hurtige aktion gør samtidig stangen rigtig tilgivende. De 14,5 gram som Arctic Silver anbefaler til stangen lader klingen rigtig fint, jeg ville dog foretrække den lidt længere klump på 14,5 gram da jeg personligt syntes at den var nemmere at lade stangen med. Kastemæssigt føles stangen ikke som det jeg betragter som en kystkanon, grundet dens lidt langsomme følelse i kastet, føles det ikke som en stang som man går og fyrer 35-40 meter line ud med. MEN, sat op med en af deres egne wf liner, kræves der ikke mange blindkast før end stangen kan lades optimalt og sende de 30 meter ud som linen er, dette er rigeligt til den danske kystfiskers behov, og smider derfor alligevel stangen ind som en slags kystkanon, dog uden den ultra hurtige aktion.

Samtidig har jeg, selvfølgelig, også valgt at prøve at overline deres stang, altså smide 16 gram på. Med det resultat at jeg får ladet stangen endnu dybere og jeg får en følelse af et nemmere kast, dette gør selvfølgelig også at hastigheden sænkes yderligere en smule, men jeg syntes også at dette fungerede rigtig godt for mig.

Om du vælger et skydehoved setup med 15,5-16 gram, eller går med en af deres wf liner på 14,5 gram, er op til dig selv. Jeg fornemmede ikke nogen synderlig forskel på kastelængden, dog vil jeg kalde det en smagssag om man foretrækker det ene eller det andet, da stangen bliver ladet så rigeligt med de kun 14,5 gram. Fordelen ved at vælge de 14,5 gram vil derfor helt klart være, at man får en endnu bedre følelse af lethed i kastet, og stangen vil på intet tidspunkt føles tung at gå med.

Der hvor stangen virkelig vinder nogle point, er under fighten. Zense stængerne er simpelthen super sjove at fighte fisk på! FreeFlex konceptet kommer her virkelig til sin ret syntes jeg, da stangen formår at krølle helt ned igennem håndtaget bogstavelig talt. Det er en stang som formår at give den perfekte blødhed under fight, til at absorbere alle fiskens bevægelser, samtidig har den også en tilpas stivhed som vil hjælpe til at ligge pres på fisken og dermed resultere i en kortere, men sjovere fight, for at lande fisken så hurtigt som muligt så chancen for en optimal genudsætning bibeholdes ved at sørge for at fisken stadig har masser af overskud tilbage.

Dommen over den nye dreng i klassen?

Skulle jeg have nogle ting at sætte en finger på i forhold til stangen, ville det være at selve finishen omkring håndtaget måske kunne gøres lidt bedre, nogle samlinger gaber lidt, samt har en ujævn samling. Dette er ikke noget man mærker under fiskeriet, men mere en ting som man visuelt ligger mærke til. Samtidig har jeg for vane at køre mit forfang ned omkring hjulet for herefter at fæstne fluen i et af stangøjerne når jeg bevæger mig rundt med linen på hjulet, her formåede min 0,21mm tip en dag at gnave en lille flænge i gummiet på håndtaget. Det er en skam at gummiet ikke er stærkt nok til at modstå dette, da man ikke har muligheden for at sætte sin flue i et øje lige over håndtaget. Samtidig syntes jeg at fjederen i deres hjulholder er en anelse for stram, dette bevirker at jeg skulle bruge ekstra tid og meget forsigtigt forsøge at afmontere mit Waterworks Force hjul, da det på grund af opbygningen, er lidt mere skrøbeligt over for hårde vrid og træk i det.

Nedenunder ses en video fra ArticSilver, der kort fortæller om konceptet, samt en rigtig god guide til hurtig afmontering af hjulet.

Men, alt i alt, så syntes jeg faktisk at man får rigtig meget stang for pengene. Du får klingemæssigt, en supersprød og flot monteret klinge, et meget anderledes design på håndtag og aktion, en super sjov og letkastet stang som alle kan kaste med. Men vigtigst af alt i min optik, du får en stang som performer til UG, når det kommer til kasteegenskaber og som nok er den sjoveste #6 stang som jeg har prøvet at fighte fisk på. Stangen henvender sig til alle, og har du pengene til den, ville du sikkert ikke fortryde et øjeblik med den i hånden. Er du en nybegynder eller en gammel hund i faget er lige meget, da alle kan fiske med den.

Med Zense fluestængerne har Articsilver skabt det mest banebrydende indenfor fluefiskeriet, der er set længe.

P.S. En ekstra sjov og fantastisk lille detalje her til de kolde måneder, håndtagets gummi formår på en eller anden måde at holde på varmen fra dine fingre, og kommer derfor aldrig til at føles koldt som nogle korkhåndtag indimellem kan gøre når de er våde

Tight Lines

//Christian Moesgaard