Indlæg

Fangstrapport: Når fjorden vågner er det med at komme derud. Havørrederne vil have børsteorm lige nu!

Jeg har haft dårligt fiskeri de sidste ture. Der har været langt mellem nap og det har generelt været svært.

Min fiskemakker Kasper havde dog fået mig med på tur til Mariager.. Det krævede dog ikke lang overtalelse 🙂

Vi startede på en plads, der tidligere på ugen havde givet os fisk, hvor vinden også passede os fint den dag.

Vi fiskede med børsteorms fluer, samt MO Coast Wobler i børsteormsfarve.

Efter at have fisket et godt stykke kyst af får jeg et rigtigt godt hug på kanten mellem den mørke bund og sandbunden. Fisken havde taget lige da den var over sandet. Jeg kunne se havørreden følge wobleren et stykke tid inden den tog. Der skulle langsom indspinning og et hængende spinstop til før havørreden tog wobleren.

Jeg kunne hurtigt se at fisken var dejlig blank og at den umiddelbart ikke var en nedgænger. Den rullede nemlig flere gange i overfladen.

Efter en relativ hurtig fight får vi målt og vejet fisken til 52 cm og 1.5 kg. Super fin fisk, som virkeligt gav blod på tanden.

Vi fisker på begge sider af hvor der havde været nap og Kasper får kort tid efter fisk. Det var denne gang børsteormsfluen, der stod for skud. Jeg kunne se hans fluestang blive presset godt nede i bunddelen. Det var en længere fisk, han havde fat i der.

Efter en relativ kort fight kan han nette en fin blank nedfaldfisk på 73 cm. Vi får den hurtigt målt i nettet og udsat lige derefter. Det gælder om at få genudsat nedfaldsfiskene hurtigst muligt og at holde dem så meget under vand, som muligt. Fisken satte afsted i et tungt træk og er klar til at æde sig endnu større.

Da den blev sat ud ville jeg lige have et par kast før vi skulle tilbage. Det resulterede i et tungt hug to kast derefter.

Fisken tog wobler på samme måde som den anden, hvor hastigheden var sat helt ned. Fisken tog i spinstoppet, hvor jeg havde konstant kontakt imens.

Jeg kan dog hurtigt se det er en slank fisk, der er tale om her. Den er dog rigtig blank og har fint med kræfter. Den tager nemlig et langt udløb, da jeg skal afkroge den.
Jeg får dog hurtigt det slanke lyn fightet ind til mig, hvor vi kan måle fisken til 68 cm. Den bliver sat ud efter en hurtig film til at forevige fisken.

Vi slutter den kolde dag ud med et par glas whiskey, som fuldender en sjov dag ved kysten.

Skal jeg tage nogle erfaringer med fra dagen vil jeg sige at børsteorms imitationer og langsom indtagning ikke er nogen dum ide 🙂

 

Knæk og bræk

Heinrik

Bindevejledning – Wiggle Worm (Nem Børsteormsflue) WiggleWiggleWiggle!

Så blev det igen tid til lidt fluebinding!

Nu er vi aller først på foråret, og rundt omkring i fjordene, samt enkelte steder på yderkysterne, begynder børsteormene så småt at vise deres tilbagekomst. Jovidst, de findes ind imellem året igennem, også i vinteren, men det er lige om lidt at havørredernes ædegilde i disse bæster begynder!
Så en af de vigtigste fluer i din æske lige nu, vil helt klart være en børsteorms imitation.
Her er min foretrukne, den er nem at binde, nem at fiske, nem at kaste og hamrende effektiv!

Fluen fiskes med stangen under armen, og linen trækkes ind i et stille og roligt med jævnt tempo.
Oftest ser du en trykbølge efter fluen, herefter stopper du indtagningen, tæller til 3 og giver et hårdt ryk i linen. Nu er du spændt op med fisk, og dette tilslag fungerer 9 ud af 10 gange!

Nu til vejledningen:

Materialelisten er som følger,

– Sort eller lilla bindetråd, her har jeg anvendt Veevus G02 50D i sort.
– Non lead wire 0.20
– Ahrex NS118 Classic Streamer D/E str. 4 (Andre langskaftede kroge kan også bruges, jeg foretrækker dog denne variant)
– Marabou Fjer i Sort og i Lilla.
– Body Stretch i Sort
– STF Dub i sort
– Ice Dubbing i Electric Wine farve(Anden lilla Ice Dub kan også bruges)
– Mørkebrune hanehackler fra Veniard
– Fly Skinz Spiked Slow Rolla Tail i Sort
– Nogle ultra små hægter med svirvel

Step 1:
Tråden bindes ind fra krogøje til krogbøjning, undervejs vikles wiren rundt om krogen på et stykke af ca 1-1,5 cm, bindes ind ca på midten af krogskaftet og tørnes fremad. Gnid lidt sekundlim ned af skaftet.

Step 2:
Svirvlen klippes af hægten, midt over et af øjerne, herefter danner det halve øje et ”Y”, hvor hver spids passer ned på hver sin side af krogen. Bindes ind og gives en dråbe sekundlim.

Step 3:
En tot fibre rives af den sorte marabou fjer og deles i to bunker, herefter trækkes 4-5 strå af den lilla, ligges i den ene sorte bunke og dækkes så af den anden. Herefter bindes hele herligheden ind så svirvlen bliver dækket. Bind gerne det overskydende materiale op af krogen, da den gerne på have lidt fylde.

Step 4:
Først bindes en rip af 0.20 nylon line en, herefter bindes to stykker body stretch ind, et stykke ovenpå krogen og et stykke på undersiden. Sørg for at begge dele er centreret. Start med stykket på undersiden, da det kan være lidt bøvlet.

Step 5:
Nu bindes hackle fjeren ind, den bindes ind i spidsen og sørg for at den bindes ind på den side af krogen som vender imod dig, samt at den ”blanke” side af fjeren vender imod dig.

Step 6:
Så tager man 3 dele sort dubbing, og 1 del lilla, dette mixes sammen og der dubbes et tykt lag op over krog skaftet, herefter børstes det rigtig godt ud!

Step 7:
Nu tørnes hacklet op over dubbingen, herefter børstes igen og herligheden nulres ud på siderne af fluen, se billedet herunder for forklaring.

Step 8:
Body Strechen trækkes op til krogøjet og bindes ned, stram den godt op, og sørg for at den ikke folder.

Step 9:
Herefter bliver det tricky, nu skal ribben af nylon line føres op igennem herligheden, brug en dubbingnål til at skille fibrene, dette gør det en smule lettere. Jeg nyder godt af min 360 graders rotation på stikket, her drejer jeg fluen rundt og holder så bare fast på ribben.
Denne bindes til sidst ned, og tråden afsluttes med WhipFinish.

Step 10:
Rolla Tailen bindes ind på hægten og fæstnes med sekundlim, herefter er den lige til at klikke på svirvlen som vi bandt ind på fluen. Dette gør at halen får endnu mere fri bevægelse og rotation, og dermed bliver mere lokkende! Til sidst giver jeg skjoldet på hver side et lag UV lim, et lag lak kan også bruges.

Så er fluen klar til at fange en masse fisk, og når halen bliver slidt, så er det let bare at hægte en ny på!

Tight Lines
// Christian Moesgaard

P.S. Rolla Tail samt svirvel/hægte kan undlades, men den giver lige prikken over i’et!