Indlæg

INTRODUKTION TIL LAKS PÅ FLUE DEL 2 – TAKTIK OG FISKERI

Nu nærmer premieren sig med hastige skridt, og jeg glæder mig som et lille barn inden juleaften!

Hvis i har fået læst første del af denne todelte artikel, så har i måske allerede været ude og investere i lidt nyt og lækkert grej? Jeg har i hvertfald selv været lidt rundt i butikkerne og fået indkøbt lidt nye småting.

For at gribe fiskeriet an, så kom vi tidligere ind på hvilke typer af fluegrej som kan benyttes. I denne artikel kommer vi lidt ind på hvordan vi taktisk skal benytte det lækre grej.

Jeg vil fortælle lidt om fluevalg, affiskningsteknikker, hvordan jeg kaster og arbejder med min flue, mending, og skånsom catch and release fiskeri.

Fluevalg:

Der findes oceaner af forskellige fluetyper, mønstre og farver til dine laksefluer.

I min æske findes der også lidt blandede typer og mønstre, ens for dem alle er at de er bundet med en eller anden form for belastning. Specielt først på sæsonen, hvor vandet stadig er koldt, er det vigtigt at få ens flue ned, hurtigt! Derfor benytter jeg forskellige typer fittings fra Frødin FITS serien, alle disse er lavet i tungsten og får fluen hurtigt ned.

https://www.go-fishing.dk/produkt/fits-starting-kit-michael-frodin/

Af mine fluemønstre findes der Beiss fluer i skarpe farver, som gul og orange, hertil også nogle Phatagorva varianter, som nok er en af mine personlige favoritter, et par uldsokker, heriblandt Daniel Holms Tilda sok, som efterhånden har oparbejdet sig en mindre kult status i Storåen, og et par fantasifulde fluer.

Først på sæsonen er mine fluer voldsomt belastede for at komme ned til fisken og fiske effektivt med det samme, her benytter jeg mig også ofte at skrappe farver, dog går jeg ofte i den modsatte grøft, hvis jeg møder fiskere som har fisket nedover et stræk som jeg vil til at affiske, og de hertil har benyttet skrappe farver, så hopper jeg i den anden ende af æsken og snupper en Phatagorva, eller en Uldsok. 

Mine fluer er generelt, max 5 centimeter lange, da jeg syntes at de fisker bedst i vandet.

Når vi rammer slut Maj, midt Juni, ændrer mine mønstre sig en del. Fluerne bliver mindre, og mere naturlige i farverne, her benytter jeg gerne fluer som nærmer sig vandets farve. Phatagorva mønstret og Uldsokken er her mine GoTo fluer og sidder for enden af mit forfang i 75% af tiden, i den resterende tid kan der godt snige sig en af premiere fluerne på også.

Disse fluetyper kører jeg faktisk med i den resterende del af sæsonen også.

Kroge og krogstyr:

Af kroge, benytter jeg hovedsageligt kroge fra Ahrex, her bruges kroge fra deres HomeRun serie.

Super stærke kroge, med gode krogningsegenskaber. Mit valg falder enten på trekroge eller enkeltkroge. Af enkeltkroge benytter jeg deres HR450 trekrog, og deres HR483 Trailer Hook som enkeltkrog. Trekrogen benytter jeg med alle mine rørfluer og den varierer fra str 8 til str 12. 

Enkeltkrogen benytter jeg mest, når jeg bruger fluer bundet på shanks, her benytter jeg str 4 og 6.

https://webshop.brasholt.com/ahrex-hr-450-trekrog-til-rrflue-str-10

Som krogstyr findes der forskellige typer. Jeg benytter mig af et fast krogstyr, hvor man skubber et stykke gummislange op over bagenden af rørfluen og samtidig ned over sin krog.

Oftere benytter jeg mig faktisk af et L-rig system. L-rigget har den fordel at det bedre tillader effektiv krogning med mindre kroge, som samtidig er mindre skadelige for fisken. Hertil er grunden også, at jeg mener at det giver en mere effektiv krogning med en helt løsthængende krog, end en fastmonteret.

Affiskningsteknikker, samt kast og arbejde med fluen:

Mine to mest benyttede kast indenfor laksefiskeriet, er et almindeligt spey kast eller nærmere betegnet ”Det skandinaviske spey kast” og et Snap-T kast, disse to typer kast fungerer perfekt for mig, og kan klare nærmest alle de situationer som jeg kommer ud i. Kastene, med udførlig instruktion findes i mange videoklip på YouTube.

Jeg forsøger så vidt muligt at ligge kastet i en vinkel på ca 45 grader imod modsatte bred, dette af den grund at jeg her sikrer mig for at min flue er det første som driver forbi fisken, desto tættere du kommer på en 90 graders vinkel, desto større er chancen for at din synkeline er det første som bliver trukket forbi fiskens synsfelt pga strømmen i vandet. Hermed risikerer du at skræmme fisken ved at føre linen direkte i hovedet på fisken.

Samtidig er dette også med til at sikre mig at jeg får nok line ud til at give mig muligheden for at arbejde med fluen ved hjælp af min skydeline. Når man fisker med synkeliner på denne måde, så beholder man altid sit skydehoved uden for topøjet, også under kast. Dermed har man kun sin skydeline at tage hjem imens man affisker. 

Når jeg har foretaget mit kast, mender jeg som oftest linen opstrøms eller nedstrøms. 

Dette gør jeg for at bestemme om jeg vil tage fart af fluen og få den dybere ned, eller om jeg gerne vil have et hurtigt drev på tværs af åen.

Mending betyder at du løfter den line som du har til at ligge lige i strømrenden, hverken mere eller mindre. Jeg løfter min line nærmest i det sekund fluen rammer vandet, da overfladefriktionen her er mindst. Jeg løfter linen ved at hæve min stangspids og flytte noget af linen enten op- eller nedstrøms.

Opstrøms mending er ofte det mest anvendte, dette gøres for at sørge for at linen rettes korrekt ud og at fluen fisker forrest og hermed sænkes farten og ens flue kommer dybere ned. 

Nedstrøms mending benyttes til at få ekstra fart i ens drev på tværs af åen, da man ligger en bue af line nedad, som samler mere energi fra strømmen i vandet, hermed accelereres fluen hurtigere idet linen strækkes, ulempen kan dog være, at du sender din synkeline først ind i fiskens synsfelt.

For at undersøge mere om Mending, anbefaler jeg at lave en hurtig søgning på youtube, her findes massere af gode klips som viser og forklarer teknikken i detaljer.

Når mit kast er foretaget, og jeg enten har mendet op- eller nedstrøms, eller bare lader fluen få det drev som den er på vej imod, så venter jeg til at jeg er sikker på at fluen begynder sit drev, herefter tilfører jeg ekstra liv og fart til min flue ved at tage min skydeline hjem i nymfegreb. 

Dette benytter jeg i 90% af mine kast, i enkelte kast lader jeg fluen få et roligt ensartet drev på tværs af åen.

Catch and release – Din vej til god karma!

Når vi snakker catch and release, snakker vi skånsom genudsætning af fisk. 

Dette er efter min mening, en af de vigtigste ting at sætte sig ind i, inden man påbegynder sit lakseeventyr! Samtidig kræver det også det rigtige værktøj. 

For skånsom C&R fiskeri, anbefaler jeg et net med gummimasker, dette skader ikke fiskens slimlag så hårdt, som et net med stof/trådmasker. Dette er yderst vigtigt, da nærmest al din kontakt med fisken, vil foregå i nettet og samtidig i vandet. 

Samtidig skal al håndtering af fisken foregå med våde hænder og i vandkanten, ikke noget med lige at løfte den op på land for at gøre det lettere, alt skal foregå i et vådt miljø!

I filmen her på linket, får vi en god gennemgang af hvordan en C&R situation skal foregå. Klippet er venligst udlånt af folkene bag Laksens Hus ved Skjern Å:

Nu har i fået lidt af mine erfaringer indenfor laksefiskeriet, og jeg håber at det giver jer blod på tanden og lysten til at give jer i kast med dette fantastiske fiskeri!

Så kom ud og få fisket noget vand af, den store blanke laks venter på jer!

Forhåbentlig kan i lande en stor og smuk blankfisk som denne, fanget af Daniel Brodersen til premieren i 2018!

Her til sidst er der nogle enkelte ting som i skal undersøge på egen hånd. Jeg vil ikke komme ind på dem i artiklen, da reglerne for de forskellige åer har det med at ændre sig år for år. Men hop ind på foreningernes vand og sæt jer grundigt ind i reglerne for fiskeri ved deres vand, det vil sige: Krogstørrelse, krogtype, modhager eller ej, og mange andre.

Tusind tak for at i ville læse med, og knæk og bræk derude!

Tight Lines!

// Christian Moesgaard

Introduktion til laks på flue Del 1 – Grejet!

Laksesæsonen nærmer sig igen med hastige skridt, og inden længe siger kalenderen igen d. 16 april.

En dato som flere af os laksefiskere har ventet på med længsel. Hele vinteren igennem har vi klargjort hvad der klargøres kan, stængerne er blevet gået efter, spinnerne pudset og krogene skærpet, hjulene smurt, fluelinerne er blevet gennemtjekket og har fået en klat linedressing, andre skulle måske udskiftes, fluer er blevet bundet og nye mønstre har set dagens lys, samt fået en plads i boksen. Ja, vi har alle ventet i en evighed, og nu er det snart!

Samtidig er det også nu at et nyt kuld håbefulde laksefiskere begynder at mærke spændingen, nervøsiteten, den konstante sitren i kroppen, længslen efter at kaste sig ud i dette fantastiske fiskeri, et nyt kuld som søger en masse svar på deres spørgsmål.

Jeg vil i denne artikel forsøge at besvare mange af de spørgsmål, spørgsmål jeg selv stod med for nogle år tilbage, da jeg gjorde mig klar til at kaste mig ud i dette fiskeri.

Jeg er oftest at finde ved Storåen, en fantastisk å syntes jeg, en å som trækker i mig hver evig eneste dag laksesæsonen står på. Storåen er for mig, mit ”Hjemmevand” og mine erfaringer bunder dermed heri, mine erfaringer er noget som sagtens kan trækkes med videre til steder som: Skjern å, Varde å, Kongeå, Ribe Vesterå, Gudenåen m.fl.

Lad os begynde vores lille ”rejse” med et indblik i vores laksefiskeri.

Laksefiskeriet i Danmark er efterhånden verdenskendt, i mine øjne befinder vi os lige i smørhullet af noget af verdens bedste laksevand. Dette endda efter at laksen var ved at forsvinde helt herhjemme. Men massiv miljøoprettelse, og genetablering af de livsvigtige gydebanker samt restaurering af vores vandløb, har været en kæmpe arbejdsindsats fra frivillige ildsjæle, som vi alle skylder et kæmpe skulderklap(God rom forefindes altid i min taske, så skylder jer alle en tår hvis vi en dag mødes ved åen!). For at hjælpe bestanden på vej, har der været og er der stadig, udsætninger af laks i vores danske åer.

Disse å restaureringer, samt udsætninger, har været med til at enkelte åer nu igen har fået en naturlig, selvreproducerende laksebestand. DET kan man kalde godt arbejde!

Jeg vil her i min introduktion til det danske laksefiskeri, kun komme ind på fluefiskeriets aspekter og veje. Dette af den simple grund, at jeg er mere eller mindre rendyrket fluefyr, men er ikke bleg for at gribe spinnestangen til tider, så måske bliver det en artikel til fremtiden.

Lad os komme lidt ind på valget af fluegrej til vores fiskeri, vores vigtigste værktøj i søgen efter laksen!

Fluestangen:

Stangvalget herhjemme spænder bredt, lige fra 9 fods enhåndsstænger til 15 fods tohåndsstænger, alle har deres egen præference og hver stang har nogle unikke egenskaber.

Tohåndsstangen:

Mit bud på en perfekt allrounder til vores danske fiskeri, vil helt klart være en stang på 12,6 fod (Om den er 12,4 eller 12,8 spiller ikke den store rolle da de stadig ligger meget tæt op af den 12,6 fod lange stang.). Samtidig med dette vil mange nok sige, ”Jamen, en 12,6 fods stang kan jo være flere klasser”, og dette er helt korrekt. Men som jeg ser det, behøver klasse betegnelsen ikke altid at være retvisende for hvad der fungerer i praksis. Så om der står #7 eller #8 på din stang, så betyder det ikke noget i denne sammenhæng. En 12,6 fods stang vil herhjemme, sagtens kunne håndtere de laks vi har, samtidig med at de vil give en enorm frihed inden for ens kast.

https://webshop.brasholt.com/scott-radian-126fod-7

Switch Stangen:

Switch stængerne er et noget nyere begreb, men stadig et begreb med nogle år på bagen. De fleste switchstænger danser om en stanglængde på 11 fod, en super længde at gå med herhjemme også, men de kræver en smule mere rutine end en længere tohåndsstang. Switch stængerne var tiltænkt at kunne bruges som både enhånds og tohåndsstænger, dog syntes jeg at dette budskab gik lidt tabt, og mange switchstænger vil ødelægge dine håndled hvis du bruger dem som enhånds en dag igennem.

Som valg af switch stang vil min anbefaling være en #7 eller en #8, jeg benytter mig selv hovedsageligt af en 11 fods #8 switch stang, som udfører arbejdet glimrende for mig.

https://www.go-fishing.dk/produkt/serenity-by-salmologic-to-haands-serenity/

Enhåndsstangen:

Enhåndsstangen er stadig ikke helt så udbredt brugt til laksefiskeriet, men dette er stadig noget jeg nyder at benytte henover sommeren og sidst på sæsonen.

Mit valg er faldet på en 10 fods #7 stang, denne gør at jeg stadig let kan nå ud i åen og arbejde med min line, samt at den er super nem at speykaste med når man fisker i trange rum, pga bevoksning mv. 

https://www.go-fishing.dk/produkt/orvis-helios-3-fluestang/

Er man ny i laksefiskeriet med fluestangen, og har man før dette fisket en del på kysten, eller efter gedderne i søen, så har man højest sandsynligt enten en enhånds #7 eller #8 stang på 9 fod stående i skabet, disse stænger vil også kunne håndtere fiskeriet og er derfor en god mulighed for at man kan prøve det af, og finde ud af om det er noget for en selv. Disse typer stænger er ikke anbefalelsesværdige, men kan til nød gøre jobbet med en fornuftig synkeline monteret.

Hjulet:

Om hjulet er der ikke så meget at sige. Dit hjul skal have en solid bremse, være monteret med minimum 100 meter 30 punds backing og samtidig balancere din stang fornuftigt.

Om det er et Waterworks Lamson, et Hardy, et Sage, et Orvis, et Alfa eller noget helt andet, betyder ikke så meget, bare du stoler på din bremse!

Dog vil jeg slå et slag for Waterworks Lamsons  Liquid hjul, det er et super hjul til prisen, du får en af markedets bedste bremser, kombineret med en god backingkapacitet samtidig med at hele herligheden holdes lavt på vægten!

https://webshop.brasholt.com/lamson-liquid-35-kit-vapor

Linerne:

Her kommer junglen så, valget af liner er lidt en jungle. Jeg anbefaler et ”løst” skydehoved kombineret med en skydeline. Der findes utrolig mange skydehoveder derude, men gode allround hoveder vil være et hoved som slutter i en synke 4 hastighed. 

Dog anbefaler jeg, at man som det første setup køber de sæt som kaldes multitip systemer, de produceres af Scientific Anglers, Rio, Zpey, Guideline m.fl. Dette er et line system, hvor du får en flydende eller intermediate ”Body”, denne kombineres så med en af de medfølgende tips, der følger ca 4 tips med forskellige synkehastigheder med til sådan et setup. Det er super nemt at komme i gang med og klarer jobbet rigtig flot. 

https://webshop.brasholt.com/guideline-compact-multi-tip-28gr

Vil man spendere lidt flere penge på sine liner, så kan der også købes deciderede skydehoveder i forskellige synkegrader, dog vil min klare anbefaling være, at ens skydehoved ikke er længere end max 10 meter til vores hjemlige fiskeri. Korte hoveder lader vores stænger godt, og kræver ikke megen plads for at lave nogle gode underhåndskast. Gode muligheder kommer blandt andet fra, Guideline, Scientific Anglers, Salmologic, Zpey m.fl. 

https://www.go-fishing.dk/produkt/salmologic-short-cut-heads-korte-skydehoveder/

Når det kommer til skydelinen, foretrækker jeg en coated skydeline, da vi ikke behøver at lave super lange kast herhjemme. Jeg går med skydeliner fra Salmologic og Vision i mine setups, de har en tykkelse på omtrent 0.030-0.035 afhængig af setups. Nylon, eller monofil skydeliner fungerer også fortrinligt og jeg tror spørgsmålet om hvad man benytter herhjemme, mest kommer an på præferencer for den enkelte fisker.

Forfang og tippet: Her benytter jeg ikke taperede forfang til denne type synkeline fiskeri, jeg benytter derimod et stykke tippet på cirka en meters penge i beskidt vand og omtrent 1,5 meter i klart vand. Mit tippet valg  falder oftest på fluorcarbon materiale i 0.33-0.35 tykkelse.

Polyleader: Disse forfang er også super populære, og bliver ofte benyttet i kombination med meget korte skydehoveder på 6-7 meter, grunden til dette er for at man nemt kan skifte sin yderste synkegrad, ens skydehoved kan for eksempel ende i en synke 3, men man vil gerne hurtigt længere ned i hullet som befinder sig ude i åen, derfor skifter man hurtigt sin polyleader til en synke 5 for eksempel. Konceptet er lidt det samme som med vores multitip systemer, men ved multitip systemet køber man bare det hele i en samlet pakke, hvor tipsene er 100% tilpasset til skydehovedet.

Nettet:

Nettet er for mig, alfa og omega at have med jer! Et net hjælper jer til hurtigere at kunne lande drømmefisken, og skåner samtidig fisken hvis den skal genudsættes. 

Jeg håber, at nettet i den nærmeste fremtid bliver en obligatorisk ting ved vores lakseåer, af den ene grund at det er det mest skånsomme for vores fantastiske laks.

Gode bud på forskellige net, kommer fra McLean samt Westin, gode store net, med gummimasker for mere skånsom håndtering.

https://flyfisheurope.com/mclean/mclean%20salmon%20nets/weigh%20nets/product/MA-140

Det var lidt om grejvalget, håber at dette har givet jer mod på at få strikket et sæt sammen.

Alle grejbutikker i landet burde have et udvalg med forskellige muligheder inden for de ovennævnte. Så smut ud til jeres lokale butik og få kyndig hjælp og vejledning også.

Følg med på siden, en del 2 til denne artikel vil komme inden premieren også!

Tight Lines!

// Christian Moesgaard

Sæson Premieren Ved Storåen!

Laksepremieren er for alle de danske laksefiskere en kærkommen begivenhed, en begivenhed vi venter på i spænding og vi bruger hele vinteren på at forberede os.
For fluefiskerne skal grejet gennemgåes, kan linerne klare en sæson mere? Er der noget nyt grej som vi mangler, hertil er svaret dog oftest et rungende JA! Nye fluer samt nye mønstre skal bindes og prøves af i den kommende sæson.
Spinnefiskeren skal have gennemgået sit grej på en lignende måde, skal flet- eller monofillinen udskiftes, krogene på spinnerne skal måske lige have en skærpning eller udskiftes også, hjulet skal smøres og bremsen skal testes om den er klar til de grove og aggressive fights fra disse fabelagtige fisk.
Alt i alt er det en længeventet dag, som kræver oceaner af forberedelse igennem vinteren, undskylder vi i hvertfald os selv med!

Jeg var taget med min buddy Rasmus Bech fra Urban Fly Fishing, tilbage til den skønne lille kolonihave i Holstebro, herfra hvor slaget skulle udkæmpes. En hel uge havde vi til den ”simple” opgave, nemlig at overliste en premiere laks. Hyggen gik om aftenen, med fluebinding og tanker vedrørende forskellige teknikker til at give fluen lige nøjagtig den mest optimale præsentation foran laksen.

Det blev mandag, og i dag skulle premieren stå! Vækkeuret ringede klokken 4, for os begge var dette den første premiere i Storåen, og parkeringspladserne skulle efter sigende hurtigt blive fyldt.
Grejet var klargjort om aftenen og tøjet lagt taktisk frem, så stængerne blev smækket i stangholderne på bilen og afsted det gik i den mørke morgen.
Vi valgte at fiske strækket fra Bur Bro og nedstrøms, et stræk som er kendt for at levere gode fisk først på sæsonen. Kun 3 biler holdte på P-Pladsen, så vi fik hurtigt smidt bilen, og startet op i trangiaen for at få en kop kaffe, hertil faldt vi hurtig i snak med de andre og der blev skænket en lille dram og snakket om det vi alle var her for, nemlig laks!

Efterhånden som lyset begyndte at komme, kom der flere og flere biler til, og vi valgte hurtigt at bevæge os mod vores favorit stræk. Fluen blev lagt ud, og kastet sad lige i skabet! En dejlig følelse at kaste med Salmologics ShortCut hoveder på min switch stang, de rettede sig perfekt og præsentationen under modsatte brink var let og elegant! Vi fiskede nedover strækket, dog uden nogen form for kontakt, så vi bevægede os lidt længere opstrøms og fiskede os herefter ned imod et mindre stem hvor vi havde set en flot laks rulle i overfladen. Så ingen tvivl om at de var her, men den ventede opstramning i linen som vi ventede på, kom desværre kun fra bunden.
Andre folk var dog heldige, med en opstramning, den kom dog desværre fra nogle slanke nedgangsfisk som havde gjort deres arbejde, så de kom hurtigt tilbage i åen med et på gensyn senere på sæsonen.

Her ses Michael Svenningsen med en flot blank nedgænger, som hurtigt strøg tilbage i sit rette element.

Tilbage til P-pladsen for at nyde lidt middagsmad, hvortil at brødrene Finn og Bjarne kom forbi til den klassiske hotdog som vi så ofte tilbereder på min lille webergrill når vi er rundt omkring, og specielt langs åen! Finn er også manden som har hooket os op med den skønne lille kolonihave som vi kan bruge som base for turen!
Så ser i et par gutter som sidder langs storåen med en rød gasgrill, så kom endelig forbi til en sludder og en hotdog, vi vil være at finde derovre mange gange i løbet af sæsonen!

Efter endt middagspause valgte vi at bevæge os opstrøms broen, her havde vi allerede hørt om nogle fangster i løbet af morgenen, så den skulle have et skud!
Opstrøms og nedstrøms Bur Bro findes der fremragende fiskevand for både fluefiskeren og spinnefiskeren, med smalle partier og skarpe sving som giver godt gang i vandet, og her ynder laksen at befinde sig, tror vi i hvertfald, vi mærker dog ingen fisk på strækket.

Vi mødes ved Bur Bro med nogle af de Sjællandske drenge, som for at bruge Emil La Beet’s fantastiske sætning, havde fundet vejen herover til det vestjydske ”Cowboyderland”.

Imens vi indtog vores eftermiddagskaffe, fordelte drengene sig nedstrøms, nogle tog den lange tur over 1926’s vand på nordsiden og ned til det giftige Hårnålesving på Zone 2, imens Daniel Brodersen og Emil La Beet tog trækket lige nedenfor Bur Bro på sydsiden, det samme træk inden stemmet som vi tog om formiddagen.

Kaffen nåede dog lige at blive klar, inden Emil stod og råbte efter os og det net som vi havde medbragt, endelig var der en blank premierelaks til gruppen.

Vi stormede derned af, men kamera og net, dog, i alt lakseforvirringen, kom vi til at løbe på nordsiden i stedet for sydsiden…

Men over til dem kom vi dog, og her var Daniel Brodersen virkelig spændt op med en af åens store fisk! Den havde taget fluen kort efter nedslaget ved modsatte brink, og fisken havde gået forholdsvis dybt under hele fighten. Men holdes ekstra hårdt skulle den, for kun små 20 meter nedstrøms var stemmet, og krydsede den dette var håbet minimalt for at den blev hængende!

Som den jydske å konge efter havørreder som Daniel er, havde han dog fuld kontrol over denne fantastiske fisk under hele fighten, selvom han lignede en presset mand, vidste man dog at han havde total kontrol over hver en lille bevægelse samt hvilken måde han flyttede presset rundt på fisken! Dette resulterede så i at Rasmus kunne nette fisken og hele Storåen må kunne have hørt jublen der brød ud!
Endnu en gang ønskes du et kæmpe tillykke med den fantastiske premiere fisk, en fisk som vil sidde indprintet i vores alles erindring for altid!
Vanvittigt fisket Daniel!!!


Fisken målte 101 cm og vægten stoppede først på 11,06 kg!!!
Fisken viste sig også at være den største fisk fanget i Storåen på premiere dagen!

Jeg vælger at holde det kort, da der i løbet af ugen desværre ikke kom nogle fisk på land til os, og jeg kan simpelthen ikke skrive eller sige noget som vil kunne matche den vanvittige oplevelse som Daniels fisk var på premieren!
Jeg endte ud med en kort kontakt til en laks oppe i byen, på strækket bag Kvickly og dette var det eneste som det blev til for mig. Jeg vælger at skyde skylden på det voldsomme vejrskifte og den enorme mangel på vand i åen 😉
Men jeg vender forhåbentlig stærkt tilbage i næste weekend, da vejret ser ud til at ændre sig og give noget vand i løbet af den kommende uge.

Tight Lines!
//Christian Moesgaard

P.S. Mit grejvalg til denne sæson, vil hovedsageligt blive min Orvis Helios 2, 11’ Switch stang i #8, samt en Orvis Helios 3F 10’ #7, disse stænger er hver især spændt op med et Waterworks Vanquish hjul i passende størrelse, samt diverse ShortCut skydehoveder fra Salmologic.

I en senere artikel, vil jeg komme ind på mere omkring grejsammensætning, fluer og hvordan jeg fisker efter laks i Storåen.

Test: Scientific Angler UST Short Skydehoveder til Tohånds Fluefiskeri!

Jeg har sluttet den sidste del af laksesæsonen af, med at fiske med disse skydehoveder fra Scientific Anglers på min switch stang, i både Storåen, men også i Gudenåen, hvor behovet er større for gode lange kast, med en præcis præsentation i det glasklare vand.
Når jeg har fisket langs de forskellige åers brinker, så har forskellige liner gået igen og igen på folks setup, Guideline Powertaper Compact, Zpey Hybrid, Rio Versitip m.fl. Men har længe undret mig over folks fra valg af Scientific Anglers linerne.
Scientific Anglers er jo en af vore førende lineproducenter og laver vanvittige liner til alt fiskeri, så hvorfor dette fravalg?
For SA(Scientific Anglers) tilfører her et helt nyt koncept til vores hurtigt synkende liner, Seamless Density, med andre ord Synkegrad med glidende overgang. Og er det ikke præcis hvad vi søger? En line som synker i en lige kurve, uden pludselige fald i synkegrader som kan resultere i nogle ”knæk” på linen ned igennem vandsøjlen.
Kombineret med deres specielle coating som har givet hovedet en riflet overflade, som hjælper til med at bryde vandmodstanden når du skal trække op til et nyt kast, whats not to like?

Out of box indtrykket da linerne landede i min postkasse var rigtig fint, coatingen virkede behagelig og var hverken for stiv eller for blød til at kunne danne de rigtige linebuer for mine kast. Linerne var dog vægtmæssigt en tand over min ideal vægt, men lidt klip og klister arbejde, så var den ged hurtigt barberet. Hovederne jeg havde bestilt, var Intermediate/SD/S3, Intermediate/SD/S5 og intermediate/SD/S7. (SD=Seamless Density)

Her kan man se hvordan de to coatinger ligesom “smelter” sammen, og danner det som de kalder: Seamless Density!

Der gik ikke længe inden jeg stod på den lokale fodboldbane med en flok U12 spillere som kiggede noget så skeptisk på mig.
Fik lagt hovedet ud og strippede 20 m skydeline af hjulet, lagde mit anker rundt, og skød af, KLASK! Sagde det i hjulet da skydehovedet skreg efter mere line at lege med.
Efter en god times kasten og endnu flere skeptiske blikke, listede jeg lige så stille hjem igen og planlagde næste tur til Storåen, hovederne var ca 8,5-8,9 meter lange nu, perfekt til fiskeriet i den smalle å.
Få dage senere stod jeg ved det brune vand, nu skulle linen testes af, de første par kast var lidt noget makværk, da det var længe siden at jeg havde dyppet mine liner i vand, men kort efter lå min line 5 meter oppe på land, på modsatte brink vel og mærke! Deres tapering var aggressiv og ladede min ellers hurtige Helios Switch dybt, hvilket gav en imponerende kraft til kastet.
Kombineret med deres riflede overflade som gjorde det nemt at trække den hurtigt synkende line op af vandet og skyde et dobbelt speykast af. Mine Snap-T kast blev også leveret med en enorm kraft og præcision ved modsatte brink, og dette gjorde det til en leg at fiske langs åen hele dagen, fisken udeblev dog, udover et enkelt kort tilbud.

Min generelle vurdering af linerne vil derfor klart være at de passer perfekt til vores danske vande, og de giver en forbedret kontakt til fluen som der fiskes med. Samtidig med deres overflade coating, som gør dem til en leg at gå og fiske med igennem en hel dag!
Det eneste jeg kan sætte en finger på, var at for at fiske samme dybde som en normal s4, så gik jeg op i en s5 på ust hovederne.
En ekstra lille og overraskende smart detalje er at på spolerne som linerne kommer på, da kan mærkaten med lineinfoen pilles af da det er et klistermærke. Dermed kan man flytte linerne over i sine ziplock poser eller skydehovedmappe og så sætte klistermærket derpå, lille detalje, men yderst brugbar!

Tight Lines
//Christian Moesgaard

Glædelig jul og håb om lykkebringende Nytår!

Så ramte vi endnu en gang julen, og hvilket et år vi har haft!
Der er sket meget her hos os ved GoneFishing.Dk, Christian fik sin første laks, en smuk blank vildlaks fra Storåens brune vand.

Heinrik snuppede en podieplads til dette års Fjord Til Fjord med en smuk fisk fra Danmarks smukkeste fjord, nemlig Mariager Fjord! Samt mange andre spændende ting er hændt os i år.

Samtidig er det også tid til at kigge fremad, og med en masse nye spændende projekter i støbeskeen, ser det ud til at 2018 bliver et hæsblæsende år!

Så derfor vil vi ønske alle en glædelig jul, og et lykkebringende nytår. Med håb om masser af flex og smukke fisk i det kommende år.

Her kan i se lidt billeder fra Christians Kystjulefrokost med hans lokale fiskebuddies!

Tight Lines her fra GoneFishing.Dk Teamet!

Bindebeskrivelse – LakseBetvingeren

Materialeliste.

Tråd: Veevus G02 50d, tynd og stærk, pas på ikke at skære røret over med denne.
Rør: Pro Tube Classic 2,3 mm Klar
Øjne: Fake Junglecock fra Fly co. Str. Small
Røv: Uni-Mylar Holo Sølv
Dub/Angelhair: Orange
Belastning: 2 tungstenskugler i farven Metallic Orange
Zonker Skind: Hareline Black Barred Hot Orange Rabbit Strips
Første Hackel: Metz Soft Hackle Hot Orange
Andet Hackle: Fly co. Schlappen i Rød
Gummiben: Gul med orange striber
Afslutning: Pro Ultra Sonic Disc, her brugt i str. Medium, den første var med str. Small.

Step 1.

Mylaren bindes ind, og tørnes ca 8-10 mm op af røret, herefter fæstnes denne, og tråden afsluttes.
Så lægges et tyndt lag sekundlim på mylaren, og tungstenskuglerne skubbes ned til mylaren.

Step 2.

Angelhairen bindes ind, ved at rulle ca 5 stråler på bindetråden, som er blevet bundet på igen efter belastningen. Disse bindes på så nogle stråler kommer til at hænge ud bag fluen.

Step 3.

Herefter skal vi bruge et stykke zonkerstrip på ca 5-8 cm. Dette taperes ved at klippe det dråbeformet, så det starter i en tynd spids på skindet i bagenden, og så taperer ud i fuld bredde op over stykket. Herefter bindes det ind.

Step 4.

Nu skal begge hackler bindes ind, først tørnes softhacklet, dette tørnes 6-7 gange, og må gerne tørnes ind, så de sidste to omgange er med de helt bløde fibre på fjeren.
Herefter tørnes Schlappen hacklet på, dette tørnes kun 3-4 gange, for at give lidt dybere ”spil” i den ellers meget skrigende orange flue.
Herefter plejer jeg lige at give to dråber lak, for at gøre fluen mere holdbar.

Step 5.

Herefter indbindes først Junglecock øjne, og næstefter gummiben.
Gummibenene skal stikke skråt op til hver side i toppen, med en længde på ca 3 cm, og skråt ned i hver side med en længde på ca 5-6 cm eller ligeså lang som fluen selv.

Step 6.
Så er fluen næsten færdig, tråden gives lak, og dette skal tørre inden at den får en dråbe sekundlim og Discen monteres på fluen.
Så er fluen færdig, og klar til at blive gennemgnasket af en flot laks!
Håber at beskrivelsen samt fluen kan bruges, og at i vil opleve den samme glædesrus som jeg har gjort med den!

Tight Lines!
//Christian Moesgaard

P.S. Beklager de ringe billeder, sparer stadig sammen til et ordentligt kamera i stedet for min telefon 

Drømmen om den blanke laks!

Sommeren kom, og drengen vendte snuden mod åen. I sine drømme havde han set den flotte blanke laks tage hans flue i det okkerfarvede vand.

Forventningerne til denne tur var store, alt føltes rigtigt, vejret, vinden, den begyndende sommervarme. Skulle det være nu det lykkedes at få hans første laks?

 

En dansk, blank forårslaks. Står for de fleste danske sportsfiskere øverst på listen over fisk som bare skal fanges. Laksen er en, i mine øjne, mytisk enhjørning inden for de arter som de danske vande fører. En fisk som ikke bare overlistes og fanges ved at tage forbi åen i en times tid. Nej, laksen er mere end det, laksen er snu, laksen er kræsen om man vil, laksen er bare møgsvær at fange.

Specielt den første kan tage tid, nogle gange flere år, oftest mere end bare 5 ture til det vestjyske, eller 3-4 ture i Gudenåen fordelt over nogle måneder i alt ca 70 timers fiskeri. Men heldet tilsmiler ind imellem folk, og jeg befinder mig i denne skare.

 

Denne tur var planlagt i god tid, og i stedet for bare at køre dødtidligt fra Århus som alle de andre gange, havde Rasmus Bech fra Urban Fly Fishing og jeg, fået tilsnusket os et kolonihavehus i Holstebro, som kunne være vores base for denne tur. Dette betød, at vi havde oceaner af tid, og mottoet for hele turen må blive, ”Vi har ikke travlt”. Målet med dette, var nok at ramme Daniel D. Holms berømte sætning, at det handler om at være en labrador. Kom ned i tempo, lad være at stresse, gør det hele til en leg.

Dette ramte vi bogstavelig talt lige i røven! Da vi ankom til Holstebro, skulle der lige handles diverse fornødenheder ind. Vi holdte ind ved Netto, og gik en tur forbi åen og lurede lidt på dette okker farvede vand, hvordan skulle vi gribe dette an, hvordan skulle vi vende de forgangne nulture til en succes, indsmurt i blanke skæl og lakseslim?

Et splitsekund efter rullede en blank laks i overfladen, og vi blev revet ud af vores drømmende tanker.

Laksefeberen var for alvor sat ind!

Med gang i grillen, og nogle lækre bøffer som lå og knitrede på risten, begyndte vi vores snak om alt det teoretiske, og hvordan det i virkeligheden nærmest aldrig holdte stik. Vi havde gang på gang sat de mest kendte teorier om kystfiskeri til vægs, og direkte modbevist disse.

Ville laksefiskeriet ende på samme måde?

Snakken kørte, og et par øl blev hældt indenbords. Ud af ingenting fik jeg gravet mit Renzetti stik frem fra taskerne, og her begyndte jeg at nørkle en fin lille zonker flue sammen, med mit eget twist til mønsteret. Denne skulle senere vise sig at få et helt specielt navn.

Efter meget få timers søvn, en mere præcis beskrivelse ville nok have været time, da vi nok ikke nåede at få mere end to timers søvn, befandt vi os i det blå lyn på vej mod første stræk af åen. Grejet blev hurtigt rigget til, og vi stod kort efter ved åen, forventningsfulde og høje af laksefeberen.

Jeg bevægede mig lidt længere ned af åen, stoppede op, og kiggede spørgende på det brune vand, Hvordan fanger jeg en laks her? Et splitsekund efter rullede en laks i overfladen og jeg fik hurtigt sendt min flue i retning af dens mulige standplads. Men ingen respons, vi fiskede stykket af uden den mindste form for kontakt.

Vi besluttede os herefter for at køre til vores sædvanlige stræk, Hængebroen på HOF’s vand.

Vi så frem til en kop kaffe, men da vi endelig havde trasket de ca 1-2 kilometer ned til vores destination, og fandt Trangiaen frem, kunne vi se at spritten havde været utæt. Det endte ud i en meget let lunken og alt for stærk kop kaffe. Men nu var vi klar!

Jeg gik over til et område hvor et mindre stryg løber, lagde linen over mod modsatte side, med en god følelse i kroppen.

5 kast senere sad mit hjerte i halsen! En laks havde taget min flue og rullede rundt i overfladen, dette resulterede i at den spyttede fluen ud og vendte tilbage til dybet.

Jeg traskede slukøret over til Rasmus, som med det samme kunne læse på mig hvad der var sket. Jeg havde mistet troen på den dobbeltkrog jeg benyttede. Fandt derfor en str. 6 Owner trekrog frem, men måtte lokke Rasmus til at binde krogen på, da min krop rystede for meget.

Sad og kiggede lidt på Rasmus som fiskede videre, røg et par smøger, og vendte herefter tilbage til samme sted. Kastede fluen så den ville få præcis samme bane som før, KLASK!!! Min Scierrra Surge krøllede sammen, mens en laks stod og rystede hovedet på bunden. Jeg fik råbt på Rasmus ”At nu sad den der kraftedme!!”, Rasmus satte i løb over imod mig, imens han råbte ”Nu holder du den fandme hårdt!”, sekundet efter kiggede han op og råbte så ”Det gør du så allerede, så bare glem hvad jeg sagde”

Fisken tager mindre udløb på op til 20 meter, og jeg kan mærke at disse kræfter som laksen besidder, er noget helt andet end jeg har prøvet før. Efter 7-8 minutters intens fight, kan jeg stille og roligt kane den mod Rasmus’s hænder, første gang er den ikke klar, ej heller anden, men tredje gang kommer den ind som den skal, 20 centimeter fra Rasmus’s udstrakte hænder, slår den et slag med halen, smider fluen og vender tilbage til dybet.

Jeg fryser et øjeblik, pulsen stopper og jeg er på grådens rand. Får et ”Det skal nok gå” skulderklap fra Rasmus imens jeg stirrer tomt ud i luften.

Lidt tid efter rejser jeg mig igen, fisker nedover samme stræk, men ingen reaktion, tænker fandme nej og prøver igen. Stadig ingen reaktion da jeg fisker henover laksens tidligere standplads, når 5-10 meter længere ned, mærker så en opstramning, giver tilslag, og endnu en gang flexer Surgen helt i kælderen, råber på Rasmus at der nu er laks igen. Får et tørt, luk nu røven tilbage, imens han løber over til mig igen. Laksen tænder imidlertid helt af, og tager et løb på 30-40 meter nedstrøms hvor intet kan bremse den, herefter vender den og gør det samme opstrøms, jeg presser fisken hårdt, selv da den begynder at rulle i overfladen presser jeg den hårdt, ændrer dog her vinklen på mit pres og det sender heldigvis laksen i dybet igen.

Den stiller sig kort efter for fødderne af os og jeg må ligge hele min vægt i stangen for at presse fisken op fra dybet, herefter kommer den ind mod bredden hvor Rasmus med to jernnæver griber om halen på den og får den lagt ind til siden. Målebåndet bliver gravet frem på få sekunder og fisken målt til 74 cm, den overholder den lille kvote, og jeg kan derfor tage min første laks med hjem. Laksen er den samme fra tidligere, da vi kan se at den har små rifter fra krogen, præcis der hvor den var kroget tidligere, med alt dette lagt sammen konkluderer vi at det er præcis samme laks som har hugget alle tre gange.

Som tidligere nævnt, fik min flue fra aftenen før et helt specielt navn, da det var denne flue jeg fik laksen på alle tre gange, så hvilket navn er mere passende end: ”Lakse Betvingeren”?

Resten af turen skete der desværre ikke mere, og fisketiden var der heller ikke meget af, da vi begge var ekstatiske over det som vi havde været vidner til.

Jeg vil give et kæmpe tak til Rasmus Bech fra Urban Fly Fishing, som har instrueret mig i mine kast, givet mig små tips og tricks, og ellers bare holdt en total lakserookie ud! Kæmpe High Five til dig makker!

Håber at andre vil opnå denne fiskeglæde som jeg har oplevet her, og specielt det at kunne dele det med en af sine bedste fiske-homies, er helt fantastisk! Samtidig håber jeg også at i måske har fået mod på at gribe dette fiskeri an, hvis i har spørgsmål eller lign. Omkring laksefiskeriet, så smid endelig en besked, og så vil en fra teamet eller jeg besvare det så godt som vi formår.

En bindebeskrivelse af fluen vil blive lagt op, når jeg lige kan få presset noget tid ind til at finde stikket frem igen.

 

Tight Lines!

/// Christian Moesgaard

 

 

På lakseeventyr ved Skjern Å – Med guide og fisk!

Her i foråret var jeg blevet “optaget” i Lystfiskerforeningen af 1926 og havde længe haft skumle planer om at fiske lidt laks nede ved Skjern Å.

Jeg fik bestilt deres hytte i tre dage lige efter premieren, så der var gode muligheder for rigtigt at få laksefiskeriet prøvet. Jeg har aldrig fisket laks i Danmark før, så jeg var selvfølgelig meget spændt på at få det prøvet.
For at lette min første gang ved Åen havde jeg allieret mig med en fiskeguide. Jeg tog fat i Per Gylling fra Zpey, som ville vise mig vandet og give gode tips til hvordan fiskeriet skulle gribes an.

Jeg startede første dag alene med at køre rundt til de forskellige pladser og fiske på de forskellige stykker. Lige fra Albæk Bro og op til Skarrild. Allerede fra første dag var jeg HOOKED! Der er meget forskelligt vand at boltre sig på. De øvre stykker er mere frodige og bakkede, hvor f.eks. Albæk Bro er meget flad og derfor også ret vindfølsomt.

Albæk bro i musket stemning

DSC03546

 

Jeg mærkede ikke noget den første dag, men havde en super dag med en masse fiskeri. Jeg fiskede både med spinnere og tohånds fluekæppen. Jeg havde nemlig til turen lånt den nye Zpey Ztealth fluestang, som skulle stå prøven med en masse kast og forhåbentligt en fisk.

Zpey er vendt tilbage denne sæson med en håndfuld stænger. Flere af dem ser spændende ud, men nu var det Ztealth, som skulle spændes for. Stangen har et super fedt udseende, sådan lidt til den diskrete side. Jeg har ikke fisket tohånds i flere år, så da jeg tager de første kast bliver jeg meget overrasket. Den kaster simpelthen bare så nemt! Jeg fiskede med den i en #8 og havde monteret et Zpey skydehoved i 30 gr. Det rullekaster bare rigtigt lækkert og der skulle ikke mange kræfter til for at smide fluen på den anden side af åen.
Jeg fiskede med Synk 1/2/3 line og Synk 5 polyleader, som stangen nemt løftede af vandet igen.

Zpey Ztealth parat til kamp!

DSC03788

 

Dagen efter kiggede Per forbi min lille fiskecamp og var klar til en masse fiskeri, røvere og gode tips. Vi startede på 1926’s vand og fiskede flere forskellige steder. Per gav lidt kastedemonstration og gode tips til kasten, så mit kast kom til at sidde lige i skabet. Jeg kan klart anbefale at alliere sig med en guide når man er ny til noget fiskeri. Jeg fik en meget bedre start på fiskeriet og jeg troede mere på at laksen var liiiiige i næste kast, fordi jeg havde fået mange gode grundregler og tips under vesten.

Per Gylling og flex!

DSC03646

Der var ikke rigtigt noget der lykkedes, men vi kæmpede videre og fiskede og fiskede. Per foreslår at vi prøver noget af Herning Sportsfiskerforenings (HSF) vand, som lå ved Skarrild. Det var noget rigtigt flot vand, som bestemt er en lækker scene af fiske i.

Per går forrest og jeg følger trop lige efter. Der var INGEN på pladsen denne dag. Det var jo super nemt og overraskende. Vi fisker begge flue og med synkeliner, så vi kommer helt ned til de sure, store laks, som står nede på bunden og gemmer sig.

Efter ca. en time på pladsen råber Per mig op og melder at han har fisk på! Hans Zpey Ztealth krøller helt ned i håndtaget og laksen går rigtigt dybt. Jeg skynder mig over til ham mens kameraet filmer på livet løs.
Fisken viser sig slet ikke den første tid og trækker bare rundt langs bunden. Per er en erfaren fisker, så han havde helt kontrol over situation og havde så meget overskud at han gav tips til kameraet, mens jeg filmer.
Han presser fisken længere op af åen, hvor der var et godt sted at lande laksen. Det viste sig at fungere glimrende. Fisken blev kørt træt og håndlandet på et lavt stykke af åen. Fisken skulle genudsættes, så vi skyndte os at få et par billeder i kassen og målt fisken på stangen.
Det var bare en gudesmuk fisk i super god stand, som var stålblank. Den blev målt til et sted mellem 90-92 cm.
Turen var bare fuldendt nu! Godt selskab, lækkert grej og fisk på land.
Fisken blev nænsomt genudsat og vil være der at fange for en anden fisker. Se hele fighten på videoen i bunden af artiklen.

Ztealth, laks og glad fisker

DSC03896

 

Det var en super fed oplevelse at følge fighten helt fra den tog fluen og til at den blev genudsat igen. Jeg ved godt at jeg ikke selv har fanget fisken, men der var noget magisk over det alligevel. Forløsningen da hugget faldt, den intense spænding til fisken er landet og så håndlanding at sådan en smuk fisk!

Jeg havde mange fordomme om laksefiskeri inden jeg tog afsted, som jeg fik skudt til jorden. Nu kan jeg bare ikke vente til næste tur, hvor de vestjyske laks står for skud. Jeg har set hvordan det skal gøres nu 🙂

Kom selv ud og prøv laksefiskeriet. Der er mange gode foreninger, hvis destinationen er laks.

 

Se hele laksefighten her:

Knæk og bræk

Heinrik

 

 

Træningsfisketur gav 92cm laks og flere havørreder!

Hele turen starter aftenen inden. Jeg sidder med min gode fiske makker, Jacob Dissing og planlægger vores kommende tur til Norges dybe dale og brusende elve. Jacob har aldrig før været fisket i Norge og jeg pointere at træning altid er godt ! Vi tager en hurtig beslutning – storåen hele næste dag.
Vi ankommer kl. 9 og må indse vi ikke er de første på pladsen, det hårdt sådan at “planlægge ” en Norges tur 🙂 Vi starter med lidt snak om strøm og standpladser. Herefter starter fiskeriet, jeg selv med fluen og Jacob med en wobler .
Der sker dog intet på pladsen og vi rykker hurtigt videre til næste plads. Her går der ikke længe inden Jacob råber op – fast fisk ! Fisken går tungt og med korte, men hidsige udløb viser den sin side . ” det en havørred ” bliver der råbt. Fisken kommer ind første gang og bliver landet . En smuk fuldfed havørred på 59 cm og 2.4 kilo ! Dagen var hjemme !

Havørred Storåen
Herefter bliver der mange timer uden nogen former for action. Derfor får vi en go frokost og vælger at tage samme stykke igen .
Vi er knap gået igang inden jeg mærker det første. Jeg misser den dog men tanken om fisk på træk strejfer mig og der går da heller ikke meget mere end 5 kast inden jeg får hugget! Hårdt og kontant lige i midten af åen. Et hurtig modhug og fisken er kroget. Det står hurtigt meget klart det en stor fisk, da det går 50 m nedstrøms i en ruf for , at stoppe og og tage en 20 -30 meter yderligere ! Jeg får mig endelig kæmpet ned til laksen og her står den tungt i midten . Herfra har vi noget tovtrækkeri og i det den viser svaghedstegn finder vi er passende sted at lande fisken og det bliver gjort uden dramatik. Fiske er hjemme. Den måler 92 cm og ift dens stand skyder jeg den til 8 kilo . Den bliver hurtigt afkroget og genudsat.

11430277_10206681981147891_1264873642_n 11125617_10206677856524778_1640796572_n

Årets anden laks var en realitet !
Stykket bliver fisket færdig uden yderlige fisk og vi pakker sammen . På vej hjem kører vi forbi en lille plads som vi lige prøver . 3 kast her gav endnu en flot havørred på 57 cm og 2.5 kilo ! Så fede ørreder er bare en fryd for øjet!

11657342_10206719478245295_902099662_n

Trætte, glade og tilfredse sætter vi kursen nordpå og kan se tilbage på en dag med masser action og store fisk .. hvilken træning inden Norge 🙂

 

Knæk og bræk

Søren børsting.

Youtube Klip: Laksefiskeri i Lærdalselven, med STORE laks!

Se med her fra Neteland Productions video fra Lærdalselven 2014. Se også deres kanal på Youtube, hvor der er mange gode klip.