Indlæg

INTRODUKTION TIL LAKS PÅ FLUE DEL 2 – TAKTIK OG FISKERI

Nu nærmer premieren sig med hastige skridt, og jeg glæder mig som et lille barn inden juleaften!

Hvis i har fået læst første del af denne todelte artikel, så har i måske allerede været ude og investere i lidt nyt og lækkert grej? Jeg har i hvertfald selv været lidt rundt i butikkerne og fået indkøbt lidt nye småting.

For at gribe fiskeriet an, så kom vi tidligere ind på hvilke typer af fluegrej som kan benyttes. I denne artikel kommer vi lidt ind på hvordan vi taktisk skal benytte det lækre grej.

Jeg vil fortælle lidt om fluevalg, affiskningsteknikker, hvordan jeg kaster og arbejder med min flue, mending, og skånsom catch and release fiskeri.

Fluevalg:

Der findes oceaner af forskellige fluetyper, mønstre og farver til dine laksefluer.

I min æske findes der også lidt blandede typer og mønstre, ens for dem alle er at de er bundet med en eller anden form for belastning. Specielt først på sæsonen, hvor vandet stadig er koldt, er det vigtigt at få ens flue ned, hurtigt! Derfor benytter jeg forskellige typer fittings fra Frødin FITS serien, alle disse er lavet i tungsten og får fluen hurtigt ned.

https://www.go-fishing.dk/produkt/fits-starting-kit-michael-frodin/

Af mine fluemønstre findes der Beiss fluer i skarpe farver, som gul og orange, hertil også nogle Phatagorva varianter, som nok er en af mine personlige favoritter, et par uldsokker, heriblandt Daniel Holms Tilda sok, som efterhånden har oparbejdet sig en mindre kult status i Storåen, og et par fantasifulde fluer.

Først på sæsonen er mine fluer voldsomt belastede for at komme ned til fisken og fiske effektivt med det samme, her benytter jeg mig også ofte at skrappe farver, dog går jeg ofte i den modsatte grøft, hvis jeg møder fiskere som har fisket nedover et stræk som jeg vil til at affiske, og de hertil har benyttet skrappe farver, så hopper jeg i den anden ende af æsken og snupper en Phatagorva, eller en Uldsok. 

Mine fluer er generelt, max 5 centimeter lange, da jeg syntes at de fisker bedst i vandet.

Når vi rammer slut Maj, midt Juni, ændrer mine mønstre sig en del. Fluerne bliver mindre, og mere naturlige i farverne, her benytter jeg gerne fluer som nærmer sig vandets farve. Phatagorva mønstret og Uldsokken er her mine GoTo fluer og sidder for enden af mit forfang i 75% af tiden, i den resterende tid kan der godt snige sig en af premiere fluerne på også.

Disse fluetyper kører jeg faktisk med i den resterende del af sæsonen også.

Kroge og krogstyr:

Af kroge, benytter jeg hovedsageligt kroge fra Ahrex, her bruges kroge fra deres HomeRun serie.

Super stærke kroge, med gode krogningsegenskaber. Mit valg falder enten på trekroge eller enkeltkroge. Af enkeltkroge benytter jeg deres HR450 trekrog, og deres HR483 Trailer Hook som enkeltkrog. Trekrogen benytter jeg med alle mine rørfluer og den varierer fra str 8 til str 12. 

Enkeltkrogen benytter jeg mest, når jeg bruger fluer bundet på shanks, her benytter jeg str 4 og 6.

https://webshop.brasholt.com/ahrex-hr-450-trekrog-til-rrflue-str-10

Som krogstyr findes der forskellige typer. Jeg benytter mig af et fast krogstyr, hvor man skubber et stykke gummislange op over bagenden af rørfluen og samtidig ned over sin krog.

Oftere benytter jeg mig faktisk af et L-rig system. L-rigget har den fordel at det bedre tillader effektiv krogning med mindre kroge, som samtidig er mindre skadelige for fisken. Hertil er grunden også, at jeg mener at det giver en mere effektiv krogning med en helt løsthængende krog, end en fastmonteret.

Affiskningsteknikker, samt kast og arbejde med fluen:

Mine to mest benyttede kast indenfor laksefiskeriet, er et almindeligt spey kast eller nærmere betegnet ”Det skandinaviske spey kast” og et Snap-T kast, disse to typer kast fungerer perfekt for mig, og kan klare nærmest alle de situationer som jeg kommer ud i. Kastene, med udførlig instruktion findes i mange videoklip på YouTube.

Jeg forsøger så vidt muligt at ligge kastet i en vinkel på ca 45 grader imod modsatte bred, dette af den grund at jeg her sikrer mig for at min flue er det første som driver forbi fisken, desto tættere du kommer på en 90 graders vinkel, desto større er chancen for at din synkeline er det første som bliver trukket forbi fiskens synsfelt pga strømmen i vandet. Hermed risikerer du at skræmme fisken ved at føre linen direkte i hovedet på fisken.

Samtidig er dette også med til at sikre mig at jeg får nok line ud til at give mig muligheden for at arbejde med fluen ved hjælp af min skydeline. Når man fisker med synkeliner på denne måde, så beholder man altid sit skydehoved uden for topøjet, også under kast. Dermed har man kun sin skydeline at tage hjem imens man affisker. 

Når jeg har foretaget mit kast, mender jeg som oftest linen opstrøms eller nedstrøms. 

Dette gør jeg for at bestemme om jeg vil tage fart af fluen og få den dybere ned, eller om jeg gerne vil have et hurtigt drev på tværs af åen.

Mending betyder at du løfter den line som du har til at ligge lige i strømrenden, hverken mere eller mindre. Jeg løfter min line nærmest i det sekund fluen rammer vandet, da overfladefriktionen her er mindst. Jeg løfter linen ved at hæve min stangspids og flytte noget af linen enten op- eller nedstrøms.

Opstrøms mending er ofte det mest anvendte, dette gøres for at sørge for at linen rettes korrekt ud og at fluen fisker forrest og hermed sænkes farten og ens flue kommer dybere ned. 

Nedstrøms mending benyttes til at få ekstra fart i ens drev på tværs af åen, da man ligger en bue af line nedad, som samler mere energi fra strømmen i vandet, hermed accelereres fluen hurtigere idet linen strækkes, ulempen kan dog være, at du sender din synkeline først ind i fiskens synsfelt.

For at undersøge mere om Mending, anbefaler jeg at lave en hurtig søgning på youtube, her findes massere af gode klips som viser og forklarer teknikken i detaljer.

Når mit kast er foretaget, og jeg enten har mendet op- eller nedstrøms, eller bare lader fluen få det drev som den er på vej imod, så venter jeg til at jeg er sikker på at fluen begynder sit drev, herefter tilfører jeg ekstra liv og fart til min flue ved at tage min skydeline hjem i nymfegreb. 

Dette benytter jeg i 90% af mine kast, i enkelte kast lader jeg fluen få et roligt ensartet drev på tværs af åen.

Catch and release – Din vej til god karma!

Når vi snakker catch and release, snakker vi skånsom genudsætning af fisk. 

Dette er efter min mening, en af de vigtigste ting at sætte sig ind i, inden man påbegynder sit lakseeventyr! Samtidig kræver det også det rigtige værktøj. 

For skånsom C&R fiskeri, anbefaler jeg et net med gummimasker, dette skader ikke fiskens slimlag så hårdt, som et net med stof/trådmasker. Dette er yderst vigtigt, da nærmest al din kontakt med fisken, vil foregå i nettet og samtidig i vandet. 

Samtidig skal al håndtering af fisken foregå med våde hænder og i vandkanten, ikke noget med lige at løfte den op på land for at gøre det lettere, alt skal foregå i et vådt miljø!

I filmen her på linket, får vi en god gennemgang af hvordan en C&R situation skal foregå. Klippet er venligst udlånt af folkene bag Laksens Hus ved Skjern Å:

Nu har i fået lidt af mine erfaringer indenfor laksefiskeriet, og jeg håber at det giver jer blod på tanden og lysten til at give jer i kast med dette fantastiske fiskeri!

Så kom ud og få fisket noget vand af, den store blanke laks venter på jer!

Forhåbentlig kan i lande en stor og smuk blankfisk som denne, fanget af Daniel Brodersen til premieren i 2018!

Her til sidst er der nogle enkelte ting som i skal undersøge på egen hånd. Jeg vil ikke komme ind på dem i artiklen, da reglerne for de forskellige åer har det med at ændre sig år for år. Men hop ind på foreningernes vand og sæt jer grundigt ind i reglerne for fiskeri ved deres vand, det vil sige: Krogstørrelse, krogtype, modhager eller ej, og mange andre.

Tusind tak for at i ville læse med, og knæk og bræk derude!

Tight Lines!

// Christian Moesgaard

Introduktion til laks på flue Del 1 – Grejet!

Laksesæsonen nærmer sig igen med hastige skridt, og inden længe siger kalenderen igen d. 16 april.

En dato som flere af os laksefiskere har ventet på med længsel. Hele vinteren igennem har vi klargjort hvad der klargøres kan, stængerne er blevet gået efter, spinnerne pudset og krogene skærpet, hjulene smurt, fluelinerne er blevet gennemtjekket og har fået en klat linedressing, andre skulle måske udskiftes, fluer er blevet bundet og nye mønstre har set dagens lys, samt fået en plads i boksen. Ja, vi har alle ventet i en evighed, og nu er det snart!

Samtidig er det også nu at et nyt kuld håbefulde laksefiskere begynder at mærke spændingen, nervøsiteten, den konstante sitren i kroppen, længslen efter at kaste sig ud i dette fantastiske fiskeri, et nyt kuld som søger en masse svar på deres spørgsmål.

Jeg vil i denne artikel forsøge at besvare mange af de spørgsmål, spørgsmål jeg selv stod med for nogle år tilbage, da jeg gjorde mig klar til at kaste mig ud i dette fiskeri.

Jeg er oftest at finde ved Storåen, en fantastisk å syntes jeg, en å som trækker i mig hver evig eneste dag laksesæsonen står på. Storåen er for mig, mit ”Hjemmevand” og mine erfaringer bunder dermed heri, mine erfaringer er noget som sagtens kan trækkes med videre til steder som: Skjern å, Varde å, Kongeå, Ribe Vesterå, Gudenåen m.fl.

Lad os begynde vores lille ”rejse” med et indblik i vores laksefiskeri.

Laksefiskeriet i Danmark er efterhånden verdenskendt, i mine øjne befinder vi os lige i smørhullet af noget af verdens bedste laksevand. Dette endda efter at laksen var ved at forsvinde helt herhjemme. Men massiv miljøoprettelse, og genetablering af de livsvigtige gydebanker samt restaurering af vores vandløb, har været en kæmpe arbejdsindsats fra frivillige ildsjæle, som vi alle skylder et kæmpe skulderklap(God rom forefindes altid i min taske, så skylder jer alle en tår hvis vi en dag mødes ved åen!). For at hjælpe bestanden på vej, har der været og er der stadig, udsætninger af laks i vores danske åer.

Disse å restaureringer, samt udsætninger, har været med til at enkelte åer nu igen har fået en naturlig, selvreproducerende laksebestand. DET kan man kalde godt arbejde!

Jeg vil her i min introduktion til det danske laksefiskeri, kun komme ind på fluefiskeriets aspekter og veje. Dette af den simple grund, at jeg er mere eller mindre rendyrket fluefyr, men er ikke bleg for at gribe spinnestangen til tider, så måske bliver det en artikel til fremtiden.

Lad os komme lidt ind på valget af fluegrej til vores fiskeri, vores vigtigste værktøj i søgen efter laksen!

Fluestangen:

Stangvalget herhjemme spænder bredt, lige fra 9 fods enhåndsstænger til 15 fods tohåndsstænger, alle har deres egen præference og hver stang har nogle unikke egenskaber.

Tohåndsstangen:

Mit bud på en perfekt allrounder til vores danske fiskeri, vil helt klart være en stang på 12,6 fod (Om den er 12,4 eller 12,8 spiller ikke den store rolle da de stadig ligger meget tæt op af den 12,6 fod lange stang.). Samtidig med dette vil mange nok sige, ”Jamen, en 12,6 fods stang kan jo være flere klasser”, og dette er helt korrekt. Men som jeg ser det, behøver klasse betegnelsen ikke altid at være retvisende for hvad der fungerer i praksis. Så om der står #7 eller #8 på din stang, så betyder det ikke noget i denne sammenhæng. En 12,6 fods stang vil herhjemme, sagtens kunne håndtere de laks vi har, samtidig med at de vil give en enorm frihed inden for ens kast.

https://webshop.brasholt.com/scott-radian-126fod-7

Switch Stangen:

Switch stængerne er et noget nyere begreb, men stadig et begreb med nogle år på bagen. De fleste switchstænger danser om en stanglængde på 11 fod, en super længde at gå med herhjemme også, men de kræver en smule mere rutine end en længere tohåndsstang. Switch stængerne var tiltænkt at kunne bruges som både enhånds og tohåndsstænger, dog syntes jeg at dette budskab gik lidt tabt, og mange switchstænger vil ødelægge dine håndled hvis du bruger dem som enhånds en dag igennem.

Som valg af switch stang vil min anbefaling være en #7 eller en #8, jeg benytter mig selv hovedsageligt af en 11 fods #8 switch stang, som udfører arbejdet glimrende for mig.

https://www.go-fishing.dk/produkt/serenity-by-salmologic-to-haands-serenity/

Enhåndsstangen:

Enhåndsstangen er stadig ikke helt så udbredt brugt til laksefiskeriet, men dette er stadig noget jeg nyder at benytte henover sommeren og sidst på sæsonen.

Mit valg er faldet på en 10 fods #7 stang, denne gør at jeg stadig let kan nå ud i åen og arbejde med min line, samt at den er super nem at speykaste med når man fisker i trange rum, pga bevoksning mv. 

https://www.go-fishing.dk/produkt/orvis-helios-3-fluestang/

Er man ny i laksefiskeriet med fluestangen, og har man før dette fisket en del på kysten, eller efter gedderne i søen, så har man højest sandsynligt enten en enhånds #7 eller #8 stang på 9 fod stående i skabet, disse stænger vil også kunne håndtere fiskeriet og er derfor en god mulighed for at man kan prøve det af, og finde ud af om det er noget for en selv. Disse typer stænger er ikke anbefalelsesværdige, men kan til nød gøre jobbet med en fornuftig synkeline monteret.

Hjulet:

Om hjulet er der ikke så meget at sige. Dit hjul skal have en solid bremse, være monteret med minimum 100 meter 30 punds backing og samtidig balancere din stang fornuftigt.

Om det er et Waterworks Lamson, et Hardy, et Sage, et Orvis, et Alfa eller noget helt andet, betyder ikke så meget, bare du stoler på din bremse!

Dog vil jeg slå et slag for Waterworks Lamsons  Liquid hjul, det er et super hjul til prisen, du får en af markedets bedste bremser, kombineret med en god backingkapacitet samtidig med at hele herligheden holdes lavt på vægten!

https://webshop.brasholt.com/lamson-liquid-35-kit-vapor

Linerne:

Her kommer junglen så, valget af liner er lidt en jungle. Jeg anbefaler et ”løst” skydehoved kombineret med en skydeline. Der findes utrolig mange skydehoveder derude, men gode allround hoveder vil være et hoved som slutter i en synke 4 hastighed. 

Dog anbefaler jeg, at man som det første setup køber de sæt som kaldes multitip systemer, de produceres af Scientific Anglers, Rio, Zpey, Guideline m.fl. Dette er et line system, hvor du får en flydende eller intermediate ”Body”, denne kombineres så med en af de medfølgende tips, der følger ca 4 tips med forskellige synkehastigheder med til sådan et setup. Det er super nemt at komme i gang med og klarer jobbet rigtig flot. 

https://webshop.brasholt.com/guideline-compact-multi-tip-28gr

Vil man spendere lidt flere penge på sine liner, så kan der også købes deciderede skydehoveder i forskellige synkegrader, dog vil min klare anbefaling være, at ens skydehoved ikke er længere end max 10 meter til vores hjemlige fiskeri. Korte hoveder lader vores stænger godt, og kræver ikke megen plads for at lave nogle gode underhåndskast. Gode muligheder kommer blandt andet fra, Guideline, Scientific Anglers, Salmologic, Zpey m.fl. 

https://www.go-fishing.dk/produkt/salmologic-short-cut-heads-korte-skydehoveder/

Når det kommer til skydelinen, foretrækker jeg en coated skydeline, da vi ikke behøver at lave super lange kast herhjemme. Jeg går med skydeliner fra Salmologic og Vision i mine setups, de har en tykkelse på omtrent 0.030-0.035 afhængig af setups. Nylon, eller monofil skydeliner fungerer også fortrinligt og jeg tror spørgsmålet om hvad man benytter herhjemme, mest kommer an på præferencer for den enkelte fisker.

Forfang og tippet: Her benytter jeg ikke taperede forfang til denne type synkeline fiskeri, jeg benytter derimod et stykke tippet på cirka en meters penge i beskidt vand og omtrent 1,5 meter i klart vand. Mit tippet valg  falder oftest på fluorcarbon materiale i 0.33-0.35 tykkelse.

Polyleader: Disse forfang er også super populære, og bliver ofte benyttet i kombination med meget korte skydehoveder på 6-7 meter, grunden til dette er for at man nemt kan skifte sin yderste synkegrad, ens skydehoved kan for eksempel ende i en synke 3, men man vil gerne hurtigt længere ned i hullet som befinder sig ude i åen, derfor skifter man hurtigt sin polyleader til en synke 5 for eksempel. Konceptet er lidt det samme som med vores multitip systemer, men ved multitip systemet køber man bare det hele i en samlet pakke, hvor tipsene er 100% tilpasset til skydehovedet.

Nettet:

Nettet er for mig, alfa og omega at have med jer! Et net hjælper jer til hurtigere at kunne lande drømmefisken, og skåner samtidig fisken hvis den skal genudsættes. 

Jeg håber, at nettet i den nærmeste fremtid bliver en obligatorisk ting ved vores lakseåer, af den ene grund at det er det mest skånsomme for vores fantastiske laks.

Gode bud på forskellige net, kommer fra McLean samt Westin, gode store net, med gummimasker for mere skånsom håndtering.

https://flyfisheurope.com/mclean/mclean%20salmon%20nets/weigh%20nets/product/MA-140

Det var lidt om grejvalget, håber at dette har givet jer mod på at få strikket et sæt sammen.

Alle grejbutikker i landet burde have et udvalg med forskellige muligheder inden for de ovennævnte. Så smut ud til jeres lokale butik og få kyndig hjælp og vejledning også.

Følg med på siden, en del 2 til denne artikel vil komme inden premieren også!

Tight Lines!

// Christian Moesgaard

Sæson Premieren Ved Storåen!

Laksepremieren er for alle de danske laksefiskere en kærkommen begivenhed, en begivenhed vi venter på i spænding og vi bruger hele vinteren på at forberede os.
For fluefiskerne skal grejet gennemgåes, kan linerne klare en sæson mere? Er der noget nyt grej som vi mangler, hertil er svaret dog oftest et rungende JA! Nye fluer samt nye mønstre skal bindes og prøves af i den kommende sæson.
Spinnefiskeren skal have gennemgået sit grej på en lignende måde, skal flet- eller monofillinen udskiftes, krogene på spinnerne skal måske lige have en skærpning eller udskiftes også, hjulet skal smøres og bremsen skal testes om den er klar til de grove og aggressive fights fra disse fabelagtige fisk.
Alt i alt er det en længeventet dag, som kræver oceaner af forberedelse igennem vinteren, undskylder vi i hvertfald os selv med!

Jeg var taget med min buddy Rasmus Bech fra Urban Fly Fishing, tilbage til den skønne lille kolonihave i Holstebro, herfra hvor slaget skulle udkæmpes. En hel uge havde vi til den ”simple” opgave, nemlig at overliste en premiere laks. Hyggen gik om aftenen, med fluebinding og tanker vedrørende forskellige teknikker til at give fluen lige nøjagtig den mest optimale præsentation foran laksen.

Det blev mandag, og i dag skulle premieren stå! Vækkeuret ringede klokken 4, for os begge var dette den første premiere i Storåen, og parkeringspladserne skulle efter sigende hurtigt blive fyldt.
Grejet var klargjort om aftenen og tøjet lagt taktisk frem, så stængerne blev smækket i stangholderne på bilen og afsted det gik i den mørke morgen.
Vi valgte at fiske strækket fra Bur Bro og nedstrøms, et stræk som er kendt for at levere gode fisk først på sæsonen. Kun 3 biler holdte på P-Pladsen, så vi fik hurtigt smidt bilen, og startet op i trangiaen for at få en kop kaffe, hertil faldt vi hurtig i snak med de andre og der blev skænket en lille dram og snakket om det vi alle var her for, nemlig laks!

Efterhånden som lyset begyndte at komme, kom der flere og flere biler til, og vi valgte hurtigt at bevæge os mod vores favorit stræk. Fluen blev lagt ud, og kastet sad lige i skabet! En dejlig følelse at kaste med Salmologics ShortCut hoveder på min switch stang, de rettede sig perfekt og præsentationen under modsatte brink var let og elegant! Vi fiskede nedover strækket, dog uden nogen form for kontakt, så vi bevægede os lidt længere opstrøms og fiskede os herefter ned imod et mindre stem hvor vi havde set en flot laks rulle i overfladen. Så ingen tvivl om at de var her, men den ventede opstramning i linen som vi ventede på, kom desværre kun fra bunden.
Andre folk var dog heldige, med en opstramning, den kom dog desværre fra nogle slanke nedgangsfisk som havde gjort deres arbejde, så de kom hurtigt tilbage i åen med et på gensyn senere på sæsonen.

Her ses Michael Svenningsen med en flot blank nedgænger, som hurtigt strøg tilbage i sit rette element.

Tilbage til P-pladsen for at nyde lidt middagsmad, hvortil at brødrene Finn og Bjarne kom forbi til den klassiske hotdog som vi så ofte tilbereder på min lille webergrill når vi er rundt omkring, og specielt langs åen! Finn er også manden som har hooket os op med den skønne lille kolonihave som vi kan bruge som base for turen!
Så ser i et par gutter som sidder langs storåen med en rød gasgrill, så kom endelig forbi til en sludder og en hotdog, vi vil være at finde derovre mange gange i løbet af sæsonen!

Efter endt middagspause valgte vi at bevæge os opstrøms broen, her havde vi allerede hørt om nogle fangster i løbet af morgenen, så den skulle have et skud!
Opstrøms og nedstrøms Bur Bro findes der fremragende fiskevand for både fluefiskeren og spinnefiskeren, med smalle partier og skarpe sving som giver godt gang i vandet, og her ynder laksen at befinde sig, tror vi i hvertfald, vi mærker dog ingen fisk på strækket.

Vi mødes ved Bur Bro med nogle af de Sjællandske drenge, som for at bruge Emil La Beet’s fantastiske sætning, havde fundet vejen herover til det vestjydske ”Cowboyderland”.

Imens vi indtog vores eftermiddagskaffe, fordelte drengene sig nedstrøms, nogle tog den lange tur over 1926’s vand på nordsiden og ned til det giftige Hårnålesving på Zone 2, imens Daniel Brodersen og Emil La Beet tog trækket lige nedenfor Bur Bro på sydsiden, det samme træk inden stemmet som vi tog om formiddagen.

Kaffen nåede dog lige at blive klar, inden Emil stod og råbte efter os og det net som vi havde medbragt, endelig var der en blank premierelaks til gruppen.

Vi stormede derned af, men kamera og net, dog, i alt lakseforvirringen, kom vi til at løbe på nordsiden i stedet for sydsiden…

Men over til dem kom vi dog, og her var Daniel Brodersen virkelig spændt op med en af åens store fisk! Den havde taget fluen kort efter nedslaget ved modsatte brink, og fisken havde gået forholdsvis dybt under hele fighten. Men holdes ekstra hårdt skulle den, for kun små 20 meter nedstrøms var stemmet, og krydsede den dette var håbet minimalt for at den blev hængende!

Som den jydske å konge efter havørreder som Daniel er, havde han dog fuld kontrol over denne fantastiske fisk under hele fighten, selvom han lignede en presset mand, vidste man dog at han havde total kontrol over hver en lille bevægelse samt hvilken måde han flyttede presset rundt på fisken! Dette resulterede så i at Rasmus kunne nette fisken og hele Storåen må kunne have hørt jublen der brød ud!
Endnu en gang ønskes du et kæmpe tillykke med den fantastiske premiere fisk, en fisk som vil sidde indprintet i vores alles erindring for altid!
Vanvittigt fisket Daniel!!!


Fisken målte 101 cm og vægten stoppede først på 11,06 kg!!!
Fisken viste sig også at være den største fisk fanget i Storåen på premiere dagen!

Jeg vælger at holde det kort, da der i løbet af ugen desværre ikke kom nogle fisk på land til os, og jeg kan simpelthen ikke skrive eller sige noget som vil kunne matche den vanvittige oplevelse som Daniels fisk var på premieren!
Jeg endte ud med en kort kontakt til en laks oppe i byen, på strækket bag Kvickly og dette var det eneste som det blev til for mig. Jeg vælger at skyde skylden på det voldsomme vejrskifte og den enorme mangel på vand i åen 😉
Men jeg vender forhåbentlig stærkt tilbage i næste weekend, da vejret ser ud til at ændre sig og give noget vand i løbet af den kommende uge.

Tight Lines!
//Christian Moesgaard

P.S. Mit grejvalg til denne sæson, vil hovedsageligt blive min Orvis Helios 2, 11’ Switch stang i #8, samt en Orvis Helios 3F 10’ #7, disse stænger er hver især spændt op med et Waterworks Vanquish hjul i passende størrelse, samt diverse ShortCut skydehoveder fra Salmologic.

I en senere artikel, vil jeg komme ind på mere omkring grejsammensætning, fluer og hvordan jeg fisker efter laks i Storåen.