Indlæg

Test: Scientific Angler UST Short Skydehoveder til Tohånds Fluefiskeri!

Jeg har sluttet den sidste del af laksesæsonen af, med at fiske med disse skydehoveder fra Scientific Anglers på min switch stang, i både Storåen, men også i Gudenåen, hvor behovet er større for gode lange kast, med en præcis præsentation i det glasklare vand.
Når jeg har fisket langs de forskellige åers brinker, så har forskellige liner gået igen og igen på folks setup, Guideline Powertaper Compact, Zpey Hybrid, Rio Versitip m.fl. Men har længe undret mig over folks fra valg af Scientific Anglers linerne.
Scientific Anglers er jo en af vore førende lineproducenter og laver vanvittige liner til alt fiskeri, så hvorfor dette fravalg?
For SA(Scientific Anglers) tilfører her et helt nyt koncept til vores hurtigt synkende liner, Seamless Density, med andre ord Synkegrad med glidende overgang. Og er det ikke præcis hvad vi søger? En line som synker i en lige kurve, uden pludselige fald i synkegrader som kan resultere i nogle ”knæk” på linen ned igennem vandsøjlen.
Kombineret med deres specielle coating som har givet hovedet en riflet overflade, som hjælper til med at bryde vandmodstanden når du skal trække op til et nyt kast, whats not to like?

Out of box indtrykket da linerne landede i min postkasse var rigtig fint, coatingen virkede behagelig og var hverken for stiv eller for blød til at kunne danne de rigtige linebuer for mine kast. Linerne var dog vægtmæssigt en tand over min ideal vægt, men lidt klip og klister arbejde, så var den ged hurtigt barberet. Hovederne jeg havde bestilt, var Intermediate/SD/S3, Intermediate/SD/S5 og intermediate/SD/S7. (SD=Seamless Density)

Her kan man se hvordan de to coatinger ligesom “smelter” sammen, og danner det som de kalder: Seamless Density!

Der gik ikke længe inden jeg stod på den lokale fodboldbane med en flok U12 spillere som kiggede noget så skeptisk på mig.
Fik lagt hovedet ud og strippede 20 m skydeline af hjulet, lagde mit anker rundt, og skød af, KLASK! Sagde det i hjulet da skydehovedet skreg efter mere line at lege med.
Efter en god times kasten og endnu flere skeptiske blikke, listede jeg lige så stille hjem igen og planlagde næste tur til Storåen, hovederne var ca 8,5-8,9 meter lange nu, perfekt til fiskeriet i den smalle å.
Få dage senere stod jeg ved det brune vand, nu skulle linen testes af, de første par kast var lidt noget makværk, da det var længe siden at jeg havde dyppet mine liner i vand, men kort efter lå min line 5 meter oppe på land, på modsatte brink vel og mærke! Deres tapering var aggressiv og ladede min ellers hurtige Helios Switch dybt, hvilket gav en imponerende kraft til kastet.
Kombineret med deres riflede overflade som gjorde det nemt at trække den hurtigt synkende line op af vandet og skyde et dobbelt speykast af. Mine Snap-T kast blev også leveret med en enorm kraft og præcision ved modsatte brink, og dette gjorde det til en leg at fiske langs åen hele dagen, fisken udeblev dog, udover et enkelt kort tilbud.

Min generelle vurdering af linerne vil derfor klart være at de passer perfekt til vores danske vande, og de giver en forbedret kontakt til fluen som der fiskes med. Samtidig med deres overflade coating, som gør dem til en leg at gå og fiske med igennem en hel dag!
Det eneste jeg kan sætte en finger på, var at for at fiske samme dybde som en normal s4, så gik jeg op i en s5 på ust hovederne.
En ekstra lille og overraskende smart detalje er at på spolerne som linerne kommer på, da kan mærkaten med lineinfoen pilles af da det er et klistermærke. Dermed kan man flytte linerne over i sine ziplock poser eller skydehovedmappe og så sætte klistermærket derpå, lille detalje, men yderst brugbar!

Tight Lines
//Christian Moesgaard

Youtube Klip – Februar Havørreder i Lerkenfeld Å

Dennis fra Gonefishing.dk har været ude i Lerkenfeld Å og fiske efter havørred. Se mere omkring fiskeriet i videoen nedenunder: